Nietzsche - Diktat til Louise Röder-Wiederhold 1885

7/30/2019 Nietzsche - Diktat til Louise Rder-Wiederhold 1885

1/49

Friedrich Nietzsche

Diktat til Louise Rder-WiederholdSils-Maria, 8. juni - 6. juli 1885

MappeMp XVImed lse blade fra tiden

efter Also sprach Zarathustra, og

trykmanuskript D 18til Jenseits von

Gut und Bse

[Mp XVI, Bl. 36 recto] Ogs endnu i dag er

den europiske nds fineste og videste

kultur at finde blandt franskmnd og i

Paris: men man m forst at vre god til at

sge den. Disse udsgte holder sig mere

skjult nu end nogensinde; de har med stille

raseri lst sig fra alle massens

smagsbevgelser og er flygtet fra det

demokratiske bourgoisis rasende dumhed ind

i svrt tilgngelige hjrner. Disse nutidige

aristokrater af den franske nd, en sart art

mennesker, som ikke ligefrem str p de

strkeste ben og ogs talmssig kan vre

ringe, som deres forfdre og mestre

anerkender de samlet sdan noget som de

flgende hjere nder. Frst Stendhal, som

ogs enhver rimelig udlnding m give de

frste resbevisninger, som et

forudgribende, sandt napoleonsk menneske,

der blot synes at have levet to generationer

for tidligt. Nu kommanderer han, som sagt,


2/49

Friedrich Nietzsche2

en befalende for de udvalgteste; og hvem der

er begavet med fine og afvigende sanser,

nysgerrig indtil kynismen, logiker af kel,

gdegtter og ven af sfinxen, som enhver

retmssig europer, m g efter ham. M han

end ogs flge ham deri, fuld af skam over

for lidenskabens og den dybe sjls

hemmeligheder at blive stende! Denne

noblesse i, at kunne tie, at kunne blive

stende har han til fortrin, for eksempel

over for Michelet, og isr over for de tyske

lrde. Hans elev er Mrime, en fornem

tilbagetrukken kunstner og foragter af de

sumpede flelser, som en demokratisk

tidsalder lovpriser som dens dleste

flelser, streng imod sig selv og fuld af

de hrdeste krav til hans kunstneriske

logik, bestandigt parat til at ofre sm

sknheder og pirringer for en strk vilje

til ndvendigheden: en gte, om end ikke

rig sjl i en ugte og beskidt omgivelse, og

tilstrkkeligt pessimist til at kunne spille

med p komedien uden at brkke sig. En

anden elev af Stendhal er Taine, nu Europas

frste levende historiker, et beslutsomt ogindtil fortvivlelsen tappert menneske, som

hverken modet eller viljeskraften er get i

stykker p under det fatalistiske pres, der

kommer af at vide, en tnker, som hverken er

blevet hmmet af Condillac med hensyn til

dybde, eller af Hegel med hensyn til

klarhed, en, der snarere forstod at lre og


3/49

Diktat til Louise Rder-Wiederhold (1885)3

som for lang tid vil forst at belre: i

ham har den nste generation af franskmnd

deres ndelige tugtmester. Det er i

srdeleshed ham, der trnger Renans og St.

Beuves indflydelse tilbage, hvilke begge er

uvist skeptiske helt indtil deres hjertes

sidste grund: Renan, en slags katolsk

Schleiermacher, sdlig, bonbon, med en

fornemmelse for landskaber og religioner:

St. Beuve, en afbrndt digter, som har

forlagt sig til sjlesnuseriet og alt for

gerne ville skjule, at han hverken har holdt

i viljen eller i filosofien, ja sgar,

hvilket efter dem begge ikke er noget

mirakel, mangler en egentlig fast smag in

artibus et litteris. Til slut mrker man

hensigten hos ham, af denne mangel ogs [Mp

XVI, Bl. 37 recto] at danne en slags princip

og metode for kritisk neutralitet: men alt

for ofte lader leden sig gtte, een gang

derover, at han, for visse bger og

mennesker, nogle gange faktisk ikke har

vret neutral, nemlig begejstret han ville

gerne bortstrege, bortlyve disse skrkkelige

petits faits fra sit liv men s over detlangt mere ubehagelige grand fait, at alle

store franske menneskekendere ogs endnu

havde deres egen vilje og karakter i

kroppen, fra Montaigne, Charron, La

Rochefoucauld frem til Chamfort og Stendhal:

over for alle dem er St. Beuve ikke uden

misundelse, og i al fald uden forkrlighed


4/49


og forforstelse. Langt mere velgrende,

ensidig, duelig i enhver forstand er

Flauberts indflydelse: med hans overvgt af

karakter, som endda udholdt ensomheden og

modgangen, noget overordentligt blandt

franskmnd regerer han for jeblikket i

romanstetikkens og stilens rige. Ganske

vist mangler han ogs, som Renan og St.

Beuve, den filosofiske tugt, tillige et

egentligt kendskab til de videnskabelige

procedurer: men et dybt behov for analyse og

endda for lrdhed har sammen med en

instinktiv pessimisme banet vejen for ham,

forunderligt mske, men kraftigt nok til at

afgive et forbillede for de nutidige

romanforfattere i Frankrig. Og faktisk gr

det tilbage til Flaubert, hvad angr den

yngste skoles nye ambition om at fremture

med videnskabelige og pessimistiske

attituder. Hvad der blomstrer frem af

digtere i Frankrig nu, str under Heinrich

Heines og Baudelaires indflydelse, mske med

undtagelse af Leconte de Lisle: for ligesom

Schopenhauer allerede nu bliver mere elsket

og lst i Frankrig end i Tyskland, er ogskulten om Heinrich Heine flyttet over til

Paris. Hvad den pessimistiske Baudelaire

angr, s hrer han nu til de amfibier,

nrmest utrolige, der bde er tyske og

parisiske; hans digtning har noget af det,

som man i Tyskland kalder gemyt og uendelig

melodi. I vrigt var Baudelaire mennesket


5/49


for en mske fordrvet, men meget bestemt og

skarp, selvbevidst smag: dermed tyranniserer

han nutidens uvisse. Var han p sin side den

frste profet og fortaler for Delacroix:

ville han mske i dag blive den frste

wagnerianer fra Paris. Der er meget Wagner

i Baudelaire.

Victor Hugo, et sel af geni

udtrykket er fra Baudelaire som altid har

haft modet til sin drlige smag: han forstod

at kommandere dermed, han, snnen af en

napoleonsk general. I hans rer havde han

behovene for en slags militr retorik, han

gjorde kanonskuddene og knaldet fra raketter

efter i ord; den franske esprit synes hos

ham at vre ligesom fordunklet gennem damp

og larm, ofte helt indtil den bare ngne

dumhed. Aldrig har en ddelig [Mp XVI, Bl.

38 recto] skrevet sdanne dumpe plaskende

antiteser. For det andet gav han ogs maler-

begrene herskabet over hans nd: han

strutter af pittoreske indfald og gr ofte

intet andet end nje at afskrive, hvad han

ser, hvad malerhallucinationerne stiller ham

for je. Han, plebejeren, som ville sinestrke sansebegr, jeg mener hans rer og

jne, med nden ogs det er nemlig

grundkendsgerningen for den franske

romantisme, som en plebejisk reaktion fra

smagen : han er dermed p den modsatte bane

og vil netop det omvendte af det, som

digterne fra en fornem kultur som for


6/49


eksempel Corneille ville af sig. For disse

havde deres nydelse og ambition derved, med

begreber at overmande deres mske endnu

strkt udartede sanser, og imod de brutale

fordringer fra farver, toner og skikkelser

at hjlpe en fin klar ndelighed til sejr:

hvormed de, som det synes mig, var p sporet

af de store grkere, s lidt de end mtte

have vidst derom. Netop det, som giver vores

plumpt sanselige og naturalistiske smag af i

dag misbehag ved grkerne og de ldre

franskmnd, var hensigten med deres

kunstneriske vilje, og ogs deres triumf:

for de bekmpede og besejrede netop sanse-

pblen, som det er vore digteres, maleres

og musikeres ambition at hjlpe til en

kunst. Til denne kunstneriske vilje hos

Victor Hugo stemmer hans politiske og

moralske: han er flad og demagogisk, p

maven for alle store ord og gebrder, en

folkesmigrer, der med stemmen af en

evangelist taler til alle de nedrige,

undertrykte, mislykkede, forkrblede, og

ikke aner et pust af, hvad ndens tugt og

redelighed er, hvad intellektuelsamvittighed er, i det hele taget en

ubevidst skuespiller, som nsten alle

kunstnere i den demokratiske bevgelse. Hans

geni virker p massen ligesom en alkoholisk

drik, der bde beruser og fordummer. Samme

slgt af sympatier og antipatier og mangt

lignende i begavelsen besidder en anden


7/49


fortaler for folket, historikeren Michelet,

blot i stedet for maler-jnene en

beundringsvrdig evne til at efterfle

sindstilstande, p musikernes mde. Dog er

der noget ptrngende i hans omgang med og

bering af fortidige mennesker, han gr til

sit flelsesarbejde med en iver, s man

frygter, at han har haft ndig at trkke

frakken p dertil. P en vis hjde af

ophidselse overkommer der ham hver gang

anfaldet fra folketribunerne, han kender

ogs af egen erfaring pbelens anfald af

rovdyrs-raseri. At bde Napoleon og

Montaigne er hans ven, betegner ham

tilstrkkeligt. Slsomt, at ogs han, den

arbejdsomme sdeligt-strenge lrde, har s

rigeligt del i gallernes nysgerrige

knslystenhed. Demokratisk, endelig, og

flgelig skuespillerisk er talentet hos

George Sand; hun er veltalende p dn [Mp

XVI, Bl. 39 recto] slemme mde, at hendes

stil, en broget, tugtlst overdreven

kvindestil, hver halve side gennemtrnges af

hendes flelser, ikke omvendt, hvor meget

hun end nsker, at man skal tro detomvendte. Og vitterlig, man har troet alt

for meget p hendes flelser: mens hun var

rig p skuespillerens kolde behndighed, som

forstr at skne sine nerver og fr alverden

til at tro det modsatte. Man m medgive

hende, at hun har en stor begavelse i at

fortlle; men hun fordrvede alt og for


8/49


altid gennem hendes hidsige kvindekoketteri

med at vise sig i lutter mandsroller, som

netop ikke passede til hendes figur: s at

hendes bger kun for en kort tid bliver

taget alvorligt, og allerede i dag regnes

til den ufrivilligt komiske litteratur. Og

hvis det mske ikke kun var koketteri, men

ogs klgt der drev hende til, altid at

drapere sig med mandsproblemer og mandligt

tilbehr, iberegnet bukser og cigarer: til

slut springer det ganske kvindelige problem

og hendes livs ulykke alligevel i jnene,

nemlig at hun havde for mange mnd ndig, og

at hendes sanser og hendes nd ogs i disse

krav var uenige. Hvad kunne hun gre for, at

mndene, som hendes nd fandt velbehag ved,

hver gang var for sygelige til at stille

hendes sanser tilfreds? Deraf det evige

problem med to elskere samtidig, og en evig

trngsel for den kvindelige skam, til at

bedrage om denne tingenes tilstand, og at

give sig sdan, som stod andre langt mere

almene, langt mere upersonlige problemer i

forgrunden hos hende. Eksempelvis

gteskabets problem: men hvad kom gteskabethende ved? [D 18, Bl. 11]

Der gives stadigvk harmlse

selviagttagere, som tror, at der gives

umiddelbare visheder, for eksempel jeg

tnker, eller, som det var Schopenhauers

overtro, jeg vil: som fik erkendelsen her

rent og ngent sin genstand at fatte, som


9/49


ting i sig selv, og der s hverken fra

subjektets side eller fra objektets side

fandt en forfalskning sted. Men at

umiddelbar vished, ligesom absolut

erkendelse og ting i sig selv, implicerer

en contradictio in adjecto, vil jeg gentage

hundrede gange: man skulle da endelig gre

sig fri fra ordenes forfrelse! kan folket

end tro, at erkendelse er en kenden-til-

ende, m filosoffen sige: nr jeg

analyserer den hndelse, som udtrykkes i

stningen jeg tnker, s fr jeg en rkke

af forvovede pstande, hvis begrundelse er

vanskelig, mske umulig, for eksempel, at

jeg er den, der tnker, at der overhovedet

m vre et Noget, der tnker, at tnkning er

en aktivitet og virkningen af en rsag, at

der gives et Jeg, endelig, at det s

allerede str fast, hvad der er at betegne

som tnken. For havde jeg ikke allerede

besluttet mig derom, hvorved skulle jeg s

mle, at, hvad der netop sker, s ikke langt

snarere er en villen eller flen? Det

rkker, hint jeg tnker forudstter, at

jeg [D 18, Bl. 11] s sammenligner minjeblikkelige tilstand med andre tilstande,

som jeg kender ved mig selv, for frst at

sl fast, hvad det er: alts har det for mig

ingen umiddelbar vished. I stedet for

denne umiddelbare vished, som folket i det

givne tilflde kan tro p, fr filosoffen

sledes en rkke af metafysikkens sprgsml


10/49


i hnde, ret s egentlige

samvittighedssprgsml for intellektet, som

siger: hvorfra tager jeg begrebet om

tnkningen? Hvorfor tror jeg p rsag og

virkning? Hvad giver mig retten til at tale

om et Jeg og endda om et Jeg som rsag og

endelig endda om et Jeg som tankersag?

Hvem der tiltror sig pberbelsen af en

slags intuition om erkendelsen, til, straks

at besvare hine metafysiske sprgsml, som

den gr det, der siger: jeg tnker og ved,

at dette er sandt, han vil hos en filosof

hjest finde en ironisk latter parat. Min

herre, vil filosoffen mske sige, det er

usandsynligt, at De ikke tager fejl. [Mp

XVI, Bl. 23 recto]

Tanken er, i den skikkelse den kommer, et

flertydigt tegn, som har udlgningen behov:

mere prcist, en vilkrlig indsnvring og

begrnsning, indtil tanken endelig bliver

entydig. Den dukker op i mig hvorfra?

hvorved? det ved jeg ikke. Den kommer,

uafhngigt af min vilje, sdvanligvis

omringet og formrket af en trngsel af

flelser, affekter og andre tanker, ofte noknrmest uskelnelig fra en villen eller

flen. Man trkker den ud af denne

trngsel, renser den, stiller den p sine

fdder, man ser, hvordan den gr: hvem gr

alt det, jeg ved det ikke og er derved mere

tilskuer, end ophavsmanden til denne

hndelse. Man sidder da som dommer over den,


11/49


man sprger: hvad betyder den? hvad m den

betyde? har den ret eller uret? man

kalder andre tanker til. Tnkning er p den

vis en slags velse og udvelse af

retfrdighed, hvorved der gives en dommer,

en modpart, ogs et vidnesforhr, som jeg m

lytte en smule til ganske vist kun en

smule: det meste undflyer mig. At enhver

tanke frst er flertydig og svmmende, og i

sig selv kun er en foranledning til

interpretations-forsget, endelig til den

vilkrlige fastlggelse, dt er en

erfaringsstning, som enhver god iagttager

vil medgive mig. Tankens oprindelse

forbliver forborgen; sandsynligheden er stor

for, at den kun er et symptom p en

omfattende, os ubevidst tilstand, lig enhver

flelse, som ogs kun kommer som tegn; deri,

at netop den kommer og ingen anden, at den

netop kommer med denne strre eller mindre

klarhed, og undertiden sikker og nrmest

befalende, undertiden svag og

stttekrvende, i det hele taget altid

opildnende, sprgende for bevidstheden er

enhver tanke nemlig en stimulans : i altdt er der et eller andet i vores

totaltilstand, der udtrykker sig i tegn.

Sdan str det ogs til med enhver flelse,

den betyder ikke noget i sig selv: den

bliver, nr den kommer, frst interpreteret

af os, og ofte [Mp XVI, Bl. 24 recto] s

slsomt interpreteret! Prv dog at overveje


12/49


alle indvoldenes nd, de sygelige tilstande

i nervus sympathicus og hele sensorium

commune : kun den anatomisk uddannede

gtter derved til den rette slgt og det

rette omrde for rsagerne; men enhver

uvidende, i det hele taget nsten alle

mennesker, alts, s lnge der gives

mennesker, sger ved sdanne smerter ikke

efter en fysisk, men derimod en moralsk

forklaring og skyder en falsk begrundelse

ind under kroppens faktiske forstemmelser,

idet de i omkredsen af deres ubehagelige

erfaringer og befrygtelser trkker en grund

frem, til, at de befinder sig s drligt. P

pinebnken bekender nsten enhver sig

skyldig; ved den smerte, hvis fysiske rsag

man ikke kender, udsprger den udpinte s

lnge og s inkvisitorisk sig selv, indtil

han finder sig eller andre skyldig: som

eksempelvis den puritaner gjorde det, der

vanemssigt udlagde den til en ufornuftig

levevis vedhftende spleen moralsk, nemlig

som samvittighedsbid.

[Bl. 29 mangler]

[Mp XVI, Bl. 29 recto] -inger, for

fornemmelses-grupper. For at forst sig p

hinanden er det endnu ikke tilstrkkeligt,

at man bruger de samme ord: man m ogs

bruge de samme ord for den samme slgt af

indre oplevelser, man m til slut have sin


13/49


erfaring tilflles med hinanden. Derfor

forstr mennesker fra eet folk sig bedre

indbyrdes, end menneskene fra forskellige

folkeslag, selv hvis de taler samme sprog;

eller snarere, nr mennesker lnge har levet

sammen under lignende betingelser (klimaet,

jorden, faren, behovene, arbejdet), s

opstr et folk. Et vist antal genkommende

oplevelser vinder i alle sjle overhnd over

de mere sjldent kommende oplevelser: dem

forstr man sig p, hurtigt og stadigt

hurtigere, p denne hurtige forsten

forbinder man sig, snvrere og stadigt

snvrere. Jo strre faren, desto strkere

behovet for, hurtigt og let at komme overens

om det forndne: ikke at misforst hinanden

herom, dt er, hvad der binder menneskene

fastest til hinanden. Selv ved ethvert

venskab eller krlighedsforhold erfarer man

det samme: at intet af den slags har

varighed, s snart man kommer bagom, at man

ved de samme ord fler, vejrer, nsker noget

forskelligt. Hvilke grupper af fornemmelser

der nemlig str i forgrunden af en sjl, og

hurtigst opildnes, dt afgr hos dem omrangordenen af deres vrdier, dt bestemmer

til slut deres tavle for det Gode. Et

menneskes vurderinger lader noget gtte om

opbygningen af hans sjl og hvori den ser

sine livsbetingelser. Livsbetingelsernes nd

har fra fordums tid kun tilnrmet sdanne

mennesker til hinanden, som med lignende


14/49


tegn antydede lignende oplevelser, lignende

behov: i andet fald frte tilnrmelsen til

intet, det vre sig da til misforstelser og

gensidig frygt. Deraf giver sig i det hele

taget, at oplevelsernes lette meddelbarhed,

alts ogs det, kun at love gennemsnitlige

og jvne oplevelser, har en udvlgende og

tugtende magt. De mere lignende, mere

sdvanlige mennesker har en fordel, de mere

udsgte, mere fine, vanskeligt forstelige

forbliver alene og forplanter sig ikke. Man

m pkalde uhyrlige modkrfter for at krydse

denne ndvendige videredannelse af mennesket

i det lignende, sdvanlige, flokdyrsmssige.

Hvordan er syntetiske a priori domme

mulige? I kraft af en evne svarede den

gamle Kant, men s omstndeligt og med s

tysk et dybsind, at man overs det artige

niaiserie allemande som gemmer sig i et

sdant svar. Alverden var snarere lykkelig

over denne nye evne, og jublen kom p sin

hjde, da Kant ad en lignende vej s ogs

opdagede en moralsk evne. Dette var den

tyske filosofis hvedebrdsdage: alle ungeteologer fra Tbinger Stift gik i buskadset,

alle sgte efter evner. Og hvad fandt

man ikke altsammen! For eksempel [Mp XVI,

Bl. 30 recto] en evne til det oversanselige:

Schelling dbte den den intellektuelle

anskuelse. Til slut svandt den sknne drm

bort, man gned sig for panden, det gr man


15/49


endnu i dag. Havde den gamle Kant mon drmt?

I kraft af en evne. Er dt da en

forklaring? Eller ikke snarere blot en

yderligere opstilling af det, der skal

forklares, en gentagelse af sprgsmlet?

Hvordan fr opium en til at sove? I kraft

af en evne, nemlig vis soporifica svarede

lgen hos Molire. Men den slags svar hrer

komedien til. Jeg mener, hint kantiske

sprgsml, hvordan er syntetiske a priori

domme mulige? skulle man erstatte med et

andet sprgsml: er sdanne domme virkelig

ndvendige? Rkker det ikke allerede til en

forklaring af, hvordan organiske vsener af

vores slags kan opretholde sig, at fastsl,

at sdanne domme bliver troede som sande? Og

efter denne konstatering ville det nye

sprgsml vre at stille, hvordan er troen

p syntetiske a priori domme opstet? Til

den virkning, som denne tro frer med sig,

rkker det for os, at aflre det kantiske

sprgsml. Det forstr sig af sig selv, at

for enhver, der kun lader en historisk

opfattelse af tilvrelsen glde, bliver

ingen udvej tilbage andet end groft oggrundigt at besvare det kantiske sprgsml

syntetiske a priori domme er slet ikke

mulige, det er falske domme.

Intet er mere beklageligt end den

moralistiske litteratur i det nuvrende

Europa. Isr de engelske utilitarister,

plumpe som hornkvg vandrende i Benthams


16/49


fodspor, sdan som han allerede selv

vandrede i Helvtius fodspor; ingen ny

tanke, ikke engang en virkelig historie for

det tidligere tnkte, men derimod altid de

gamle engelske laster af cant, det moralske

Tartufferi, under den nye form af

videnskabeligheden, ved siden af hemmelige

afvrgelser mod samvittighedsbid, sdan som

de plejer at angribe en race af

forhenvrende puritanere. De ville for hver

en pris overtale sig om, at man er ndt til

at g efter den egne nytte, for s vidt den

almene nytte, de flestes lykke, bliver

bedst tjent dermed: alts, at strbelsen

efter engelsk lykke, jeg mener efter comfort

og fashion, s ogs tillige er den rette sti

for dyden, ja at, s meget der har fandtes

dyd i verden, s har den bestet i den slags

strben efter egen, flgelig ogs efter

almen lykke. Ingen af alle disse

ubehjlpsomme, i samvittigheden foruroligede

flok-dyr dt er de allesammen vil vide

noget om, at der gives en rangorden for

menneskene, og at flgelig een moral for

alle er hmmelsen af netop de hjestemennesker, at hvad der er rimeligt for

een, aldeles endnu ikke kan vre rimeligt

for den anden, at de flestes lykke for

enhver snarere er et ideal at brkke sig

over, som til-

[Bl. 30 mangler.]


17/49


[Mp XVI, Bl. 27 recto] -ste, som hin brave

Guyau, bver derved, om de s end gr nok s

god en mine til deres positivisme: hvor

tror dem p, hvad de med deres ironi gerne

ville overtale os om, at denne bven ogs

skal hre til livets pirringer? Ganske vist:

gyset er menneskets sknneste del det

har Goethe sagt, og Goethe havde lov at sige

det! Endelig fremhver jeg det polemiske

skrift fra en tysk halv-englnder, som

indeholder nok nd, syre og videnskab til,

grundigt at at henstte hin forening af

btise og darwinisme, som Herbert Spencer

under titlen: Data of Ethics har sat i

verden: Rolph, Biologiske problemer, 1881.

Ganske vist, bortset fra det polemiske er

der intet at lovprise ved bogen; og i

grunden fornrmer her, ligesom ved den bog,

som han bekmper, dette, at ubetydende

mennesker vil tale med, p omrder, hvor kun

en udsgt art af erkendende og oplevede

kommer til orde uden ubeskedenhed.

Forhbentlig var al hidtidig filosoferen,

hvor hjtidelig den end har gebrdet sig,

dog blot del barnagtighed og nybegynderi;og tiden er nr, hvor man igen og igen vil

begribe, hvad der egentlig hidtil har vret

tilstrkkeligt, for at afgive grundstenen

til ophjede og gruopvkkende filosof-

bygningsvrker: et eller andet ordspil,

mske, en forfrelse fra grammatikkens side

eller en brutal generalisering af meget


18/49


snvre, meget personlige kendsgerninger.

Filosofien var hidtil et lfte henover

rtusinder, ligesom astrologien var det, i

hvis tjeneste der mske er blevet brugt mere

arbejde, penge, skarpsind, tlmodighed, end

for nogen virkelig videnskab: for dens

overjordiske fordringers skyld opstod den

store stil i byggekunsten. Det synes som om,

at alle store ting til, at menneskeheden

skal indskrive sig i hjertet med evige

fordringer, frst mtte vandre over jorden

som uhyrlige og frygtindgydende grimasser:

en sdan grimasse var filosofien hidtil og,

i nogle tilflde, sgar filosoffen.

[Bl. 26 mangler.]

[Mp XVI, Bl. 26 recto] gennem tnkningen

bliver Jeget sat; men hidtil troede man som

folket, at der i jeg tnker skal ligge

noget af det umiddelbart-sikre, og dette

Jeg skal vre den givne rsag til

tnkningen, i analogi til hvilken vi s

ville forst alle andre rsagsforhold. Hvor

tilvant og uundvrlig den fiktion nu end mvre, dt beviser endnu intet imod dens

opdigtethed: en tro kan vre livsbetingelse

og trods dette falsk.

Sandhed: det betegner inden for min

tnkemde ikke ndvendigvis en modstning

til fejltagelsen, men derimod i de mest

principielle tilflde kun forskellige


19/49


fejltagelsers stilling til hinanden: sdan

at den ene er ldre, dybere end den anden,

mske endda uudryddelig, for s vidt et

organisk vsen af vores slags ikke ville

kunne leve foruden; mens andre fejltagelser

ikke sledes tyranniserer os som

livsbetingelser, men snarere, mlt ved

sdanne tyranner, kan skaffes af veje og

gendrives. En antagelse, der er

uigendrivelig, hvorfor skulle den allerede

derfor vre sand? Denne stning forarger

mske de logikere, som stter deres grnser

an som grnser for tingene: men denne

logiker-optimisme har jeg allerede for

rtier siden taget parti imod. [Mp XVI, Bl.

25 recto]

Den logiske tnkning, som logikken taler

om, en tnkning, hvor tanken bliver sat som

rsag til nye tanker , er mnsteret for en

fuldstndig fiktion: en tnkning af den art

forekommer aldrig i virkeligheden, men den

lgges an som form-skema og filtrer-apparat,

ved hvis hjlp vi ved tnkningen fortynder

og forsimpler den faktiske, yderst

mangfoldige hndelse: s at vores tnkning iden skikkelse bliver fattelig, mrkbar,

meddelbar i tegn. Alts: at betragte den

ndelige hndelse sdan, som svarede den

virkeligt til hint regulative skema for en

fingeret tnkning, dt er det kunststykke af

forfalskning i kraft af hvilket der gives

sdan noget som erkendelse og erfaring.


20/49


Erfaring er kun mulig med hjlp fra

hukommelse; hukommelse er kun mulig via en

forkortelse af en ndelig hndelse til

tegnet. Erkendelse: dt er udtrykket for

en ny ting gennem tegnene for allerede

kendte, allerede erfarede ting. I dag

snakker man ganske vist endda om en empirisk

oprindelse til logikken: men hvad der ikke

forekommer i virkeligheden, ssom den

logiske tnkning, kan heller ikke vre taget

fra virkeligheden, lige s lidt som en eller

anden tal-lov, mens der endnu ikke har vret

noget tilflde, hvor virkeligheden ville

have dkket sig med en aritmetisk formel. De

aritmetiske formler er ligeledes kun

regulative fiktioner, med hvilke vi, til

forml for praktisk udnyttelse, forsimpler

og tilrettelgger os den virkelige hndelse

ud fra vores mlestok. [Mp XVI, Bl. 41

recto]

Der gives sandheder, der bedst erkendes

af middelmdige hoveder, fordi de passer

bedst til dem: denne ubehagelige stning

bliver man netop nu stdt hen til, efter at

nden hos rvrdige englndere jeg nvnerDarwin, John Stuart Mill og Herbert Spencer

med alle ndsfattiges bifald er kommet i

overvgt i Europa. Og vitterlig, hvem ville

betvivle nyttigheden af, at sdanne nder

hersker for en tid? Det ville vre en

fejltagelse, netop at holde de hjtartede

nder for srligt egnede til at sl mange


21/49


sm flles kendsgerninger fast, at samle dem

og presse dem ind i slutninger: de er

snarere, som undtagelser, p forhnd ikke i

nogen gunstig stilling til reglerne. Til

slut har de nemlig mere at gre, end blot at

erkende, at vre noget nyt, at betyde

noget nyt, at fremstte nye vrdier! Klften

mellem viden og kunnen er langt strre, ogs

langt mere uhyggelig end man tnker: den

kyndige i den store stil, den skabende vil

mske vre ndt til at vre en uvidende,

mens p den anden side, med henblik p

videnskabelige opdagelser af Darwins slags,

en vis ndelig snverhed, trhed og

ensidighed, kort sagt, noget engelsk, mske

ikke vil vre drligt, nr det kommer an p

at disponere.

Viljen: I enhver villen er en flerhed

af flelser forenede: flelsen af tilstanden

vk derfra, flelsen af tilstanden derhen,

flelsen af selve dette vk og derhen,

flelsen af varighed derved, til slut ogs

en ledsagende muskel-flelse, som, ogs uden

at vi stter arme og ben i bevgelse, gennem

en slags vanthed begynder sit spil, s snartvi vil. Ligesom alts flelsen og vel at

mrke mange slags flen m anerkendes som

ingrediens i viljen, sledes for det andet

ogs tnkningen: i enhver viljesakt

kommanderer en tanke, og man skal jo ikke

tro, at man kan afsondre disse tanker fra

viljesakten selv, som ville der s forblive


22/49


en villen til overs. For det tredje er

viljen ikke blot et kompleks af flen og

tnken, men derimod frem for alt ogs en

affekt: og vel at mrke hin kommando-affekt.

Det, som benvnes viljens frihed, er

vsentligt overlegenheds-flelsen med

henblik p ham, som er ndt til at adlyde:

jeg er fri, han m adlyde denne

bevidsthed gemmer sig i enhver vilje, og

netop hin spnding af opmrksomheden, hint

klare blik, som udelukkende holder eet for

je, hin udelukkende vurdering nu er dette

forndent og intet andet, hin indre vished

om, at der adlydes, sdan som dette alt

sammen hrer den befalendes tilstand til. Et

menneske, der vil , befaler til et Noget i

sig, som adlyder, eller om hvilket han tror,

at det kommer til at adlyde. Blot skal man

beagte, hvad der er det vsentligste ved

viljen, ved denne s komplicerede ting,

som folket har eet ord for. For s vidt vi i

givent tilflde er bde de befalende og

adlydende, og som adlydende kender

flelserne af modstand, trngsel, pres,

bevgen, der straks efter viljens akt [MpXVI, Bl. 28 recto] plejer at begynde; men

for s vidt vi har vanen for, med det

syntetiske begreb Jeg at stte os ud over,

at bedrage os ud over denne dualitet, s har

ogs en hel kde af fejlagtige slutninger,

og flgelig af falske vurderinger af viljen,

selv hgtet sig p: s at den villende i


23/49


god tro tror, at hans vilje s selv er noget

mekanisk bevgende, noget, der overvinder

mekaniske modstande. Og fordi der i de

allerfleste tilflde kun er blevet villet,

ogs selvom befalingens virkning mtte

forventes, s er til sidst opstet udseendet

af, at der gaves en ndvendighed af

virkningen: det rkker, den villende tror,

at viljen og aktionen p en eller anden mde

er eet han tilskriver ogs successen af

viljens udfrelse til viljen selv, og nyder

derved en tilvkst af hin magtflelse, som

al befalen bringer med sig. Viljens

frihed: dt er ordet for hin meget blandede

tilstand hos den villende, der befaler og

tillige som udfrende nyder triumfen ved

overlegenheden over modstande, men som

dmmer, at viljen s selv overvinder

modstandene: han lgger lystflelserne fra

det udfrende, succesfulde vrktj med til

hans lystflelse som befalende. Denne

sammenflettede rede af flelser, tilstande

og falske antagelser, som af folket betegnes

med eet ord og som een sag, fordi den

pludseligt og p een gang er til og hrertil de allerhyppigste, flgelig

allerkendteste oplevelser: viljen, sdan

som jeg her har beskrevet den skulle man

tro det, at den endnu aldrig er blevet

beskrevet? At folkets plumpe fordom hidtil

med rette har bestet uprvet i enhver

filosofi? At der, angende det, som villen


24/49


er, ikke har vret nogen forskellighed i

meningen blandt filosofferne, fordi alle

troede, at man netop hr har en umiddelbar

vished, en grund-kendsgerning, og at det s

hr slet ikke er p sin plads at mene? Og at

alle logikere belrer om treenigheden

tnken, flen, villen, som indeholdt

villen slet ingen flen og tnken? Efter

alt dt fremstr Schopenhauers store

fejlgreb, da han tog viljen som den

kendteste sag i verden, ja, som den

egentlige og alene kendte sag, mindre

drefuldt og vilkrligt: han har blot

overtaget en uhyrlig fordom hos alle

hidtidige filosoffer, en folke-fordom, og,

som han har gjort det overalt, overdrevet

den.

Faren hos overordentlige nder er ingen

lille, for, at de engang lrer sig om de

frygtelige nydelser ved destruktionen,

delggelsen, den langsomme delggelse: nr

den skabende akt, gennem manglen p

vrktjer eller andet af tilfldets uvsen,

helt forbliver dem forsagt. I sdanne sjles

husholdning gives der da ikke lngere nogetEnten, Eller; og mske m de netop, hvad

angr det, som de mest har elsket, med en

djvels lyst p en fin langtrukken mde,

[Bl. 28 mangler.]


25/49


[Mp XVI, Bl. 40 recto] Man er i dag overalt

bestrbt p, at undervurdere Kants virkelige

historiske betydning og navnlig, klogeligt

at slippe udenom den vrdi, som han tilstod

sig selv. Kant var frem for alt og frst af

alt stolt over sin kategori-tavle, og sagde,

med denne tavle i hnderne: Det er det

vanskeligste, som nogensinde kunne foretages

til metafysikkens hjlp han var stolt

over at have opdaget en ny evne, evnen til

syntetiske a priori domme. For os kommer det

her ikke an p, hvor meget han derved bedrog

sig selv: men den tyske filosofi, sdan som

den i hele Europa de sidste hundrede r

bliver beundret og har virket, hnger ved

denne stolthed og ved de yngres kappestrid

om, om muligt at opdage noget endnu stoltere

og ihvertfald nye evner! Det udgjorde

hidtil den tyske filosofis egentlige

bermmelse, at man gennem den lrte at tro

p en slags intuitiv og instinktiv fattelse

af sandheden; og ogs Schopenhauer, s

meget han end rasede mod Fichte, Hegel og

Schelling, var i grunden p samme bane, da

han ved en gammel velkendt evne, viljen,opdagede en ny evne nemlig til, selv at

vre tingen i sig selv. Det var virkelig

at gribe kraftigt til og ikke at skne sine

fingre, midt ind i vsenet! Det var slemt

nok, at dette vsen viste sig ubehageligt

derved, og at, som flge af forbrndte

fingre, pessimismen og bengtelsen af viljen


26/49


til livet forekom aldeles ndvendig! Men

denne Schopenhauers skbne er et

mellemtilflde, som forblev uden indflydelse

p den samlede betydning af den tyske

filosofi, for dens hjere effekt: i

hovedsagen betd den nemlig i hele Europa

den opmuntrende reaktion imod Descartes

rationalisme og imod englndernes skepsis,

til fordel for det intuitive,

instinktive og alt godt, sandt og sknt.

Man mente, at vejen til erkendelsen fra nu

af er afkortet, man vil kunne g umiddelbart

i livet p tingene, man hbede at spare

arbejde: og al lykke, som dle lediggngere,

dydige, drmmende, mystikere, kunstnere,

trekvartskristne, politiske mrkemnd og

metafysiske begrebs-edderkopper er i stand

til at fornemme, blev tilregnet tyskerne til

re. Tyskernes gode ry var p een gang

etableret i Europa: gennem deres filosoffer!

Jeg hber, at man stadigvk ved, at

tyskerne havde et drligt ry i Europa? At

man ved dem troede p servile og

medynkvkkende egenskaber, den bermte

tjener-sjl? men p een gang lrte man atsige: tyskerne er dybe, tyskerne er dydige,

ls blot deres filosoffer! [Mp XVI, Bl.

34 recto]

Hvad der grundigst bringer os vk fra

alle platoniske og leibnizianske tnkemder,

det er: vi tror ikke p evige begreber,

evige vrdier, evige former; og filosofien


27/49


er os kun den videste udvidelse af

historien. Ud fra etymologien og sprogets

historie glder os alle begreber som

tilblevne, mange som endnu tilblivende; og

vel at mrke sdan, at de mest almene

begreber, som de falskeste, ogs m vre de

ldste. Vren, substans, og det

ubetingede, lighed, ting : tnkningen

opfandt sig frst og ldst disse skemata,

som bedst modsagde tilblivelsens verden,

men, ved stumpheden og indifferensen hos den

begyndende, underdyriske bevidsthed, bedst

syntes at svare til den: hver en erfaring

syntes altid p ny at understrege den, og

altid den alene. Ensheden og ligheden blev

efterhnden, med skrpelsen af sanserne og

opmrksomheden, med det mangfoldigste livs

udvikling og kamp, stadigt sjldnere

indrmmet: mens alt syntes evigt sig ens,

eet, vedvarende, ubetinget,

egenskabslst for de laveste vsener. Med

tiden mangfoldiggjorde den ydre verden sig

p den vis; men gennem uhyrlige tidsrum p

Jorden gjaldt en ting som lig og

sammenfaldende med eet eneste kendetegn, foreksempel med en bestemt farve. Flerheden af

kendetegnene ved en enkelt ting blev

tilstet med den strste langsomhed: endnu

ud fra det menneskelige sprogs historie ser

vi en modstrbelse mod prdikaternes

flerhed. Men den langvarigste forveksling er

den, at prdikat-tegnet bliver sat som lig


28/49


med tingen selv; og filosofferne, som netop

har efterdannet menneskehedens ldste

instinkter i sig man kan for dem tale om

en atavisme par excellence trykte deres

segl p denne forveksling, da de lrte, at

netop tegnene, nemlig ideerne er det

sandfrdigt forhndenvrende, uforanderlige

og algyldige. Mens tnkningen faktisk, ved

iagttagelsen af en ting, lber over en rkke

af tegn, og sger efter ligheder; mens

mennesket med et lignende tegn stter,

fatter, griber tingen an som kendt: mente

det lnge, dermed at begribe den. Det, at

gribe og fatte, tilegnelsen, betd for det

allerede en erkenden, en kenden til-ende;

ordene, selv det menneskelige sprogs ord

syntes lnge og synes for folket endnu i

dag, ikke at vre tegn, men derimod

sandheder med hensyn til de dermed betegnede

ting. Jo finere sanserne, jo strengere

opmrksomheden, jo mangfoldigere livets

opgaver blev, s meget desto vanskeligere

blev det ogs at tilst erkendelsen af en

ting, at tilst en kendsgerning som

endegyldig erkendelse, som sandhed; og tilslut, p det punkt, som den metodiske mistro

i dag har presset os hen til, giver vi os

slet ikke lngere retten til, at tale om

sandheder i den ubetingede forstand, vi

har afsvrget troen p tingenes

erkendbarhed, svel som troen p

erkendelsen. Tingen er blot en fiktion,


29/49


tingen i sig selv sgar en

modsigelsesfyldt utilladelig fiktion: men

ogs erkendelsen, den absolutte og flgelig

ogs den relative, r ikke lngere. Dermed

bortfalder s ogs ndvendigheden af, at

stte et Noget an, der erkender, et

subjekt for erkendelsen, en eller anden ren

intelligens, en absolut nd: denne

endnu af Kant ikke helt opgivne mytologi,

som Platon p skbnesvanger vis har

forberedt for Europa, og som med det

kristelige grunddogme Gud er en nd truede

al videnskab med dden, denne mytologi har

nu s meget mere haft sin tid. [Mp XVI, Bl.

35 recto]

Falskheden af et begreb er os endnu ingen

indvending imod det deri klinger vores nye

sprog mske mest fremmedt : sprgsmlet er,

hvor vidt det er livsbefordrende,

livsopretholdende, artsopretholdende eller

mske endda arts-tugtende. Jeg er endda

principielt af den tro, at de falske

begreber netop er os de uundvrligste, at

hvis ikke de logiske fiktioner lades glde,

hvis ikke virkeligheden mles ved enopfunden verden for det ubetingede, det sig-

selv-identiske, kan mennesket ikke leve, og

at en bengtelse af disse fiktioner, en

praktisk given afkald p dem ville betyde s

meget som bengtelsen af livet selv. At

tilst usandheden som livsbetingelse: det

vil ganske vist sige, p en skrkkelig mde


30/49


at kaste de tilvante vrdiflelser fra sig

og her, hvis nogetsteds, glder det om, ikke

at forblde ved den erkendte sandhed.

Snarere m man straks, i denne hjeste fare,

fremmane menneskets skabende grund-

instinkter, fordi de er strkere end alle

vrdiflelser, da de er mdrene til

vrdiflelserne, og i det evige svangerskab

nyder en ophjet fortrstningsfuldhed og

sikkerhed over for den evige undergang af

deres brn. Og til slut: hvilken magt var

det da, der tvang os til at tilbagekalde den

ldste, dleste tro, troen p sandheden,

hvis ikke det var livet selv og alle dets

skabende grund-instinkter? S at vi alts

ikke frst har det ndigt, at fremmane disse

mdre: de er allerede oppe, deres jne

ser p os, vi fuldfrer kun, hvad deres

trolddom har overtalt os til.

At mange taler om ting, med henblik p

hvilke de ingen oplevelser har, glder mest

for om de filosofiske tilstande: Sledes

er eksempelvis koeksistensen af en

lssluppen ndelighed, som lber presto, og

en dialektisk ndvendighed, som ingenfejltrin gr, for de fleste tnkere ukendt

fra deres erfaring og flgelig utrovrdig.

De forestiller sig hin ndvendighed som nd,

som pinefuld mtten-flge og bliven-tvunget,

ja, tnkningen selv glder dem som et slid

og vrd de dles sved og ikke som noget,

der er beslgtet med udskejelse. Her har


31/49


kunstnerne allerede en finere vejring: de

ved, at netop da, nr de ikke lngere gr

noget vilkrligt, kommer deres flelse af

frihed og fuldmgtighed, af skabende stten,

forfjen, bestemmen, p sit hjeste. Der

gives en rangorden af de filosofiske

tilstande, men der gives ogs en rangorden

af problemerne selv; og de hjeste problemer

stder uden nde, endda med hn, de tilbage,

som ikke er dem vrdige. Det gr, at disse

problemer str i forbindelse med hine hje

og overordentlige tilstande, som til alle

tider altid kun blev de f mennesker til

dels. Det er en hbls sag, nr bjelige

alverdens-hoveder (som for eksempel nu til

dags Eduard von Hartmann) eller ubjelige

brave mekanikere (som Eugen Dhring) sger

at trnge ind i sdanne problemer og ligesom

til hoffenes hof. Men p disse tpper m

sdanne store fdder ikke trde: og sledes

forbliver drene lukkede for dem, om de s

end stder hovederne imod. Ej heller skal

nogen tro, at filosoffen, mennesket for hine

overordentlige tilstande, p een gang ville

kunne vre der, som et lyn fra himlen:snarere m mange generationer allerede have

arbejdet forudgende p hans tilblivelse.

Alt m hver for sig vre blevet erhvervet,

plejet, vet: beredvilligheden til store

ansvarligheder, hjheden af herskende

tanker, det, at vide sig adskilt fra

mngden, den joviale tilrettelggelse og


32/49


beskyttelse, lysten ved retfrdigheden.

[Mp XVI, Bl. 31 recto]

Efterhnden har det vist sig for mig,

hvad enhver stor filosofi hidtil var,

nemlig: dens ophavsmands selvbekendelse og

en slags uvillede og unoterede memoirer;

tillige, at de moralske hensigter i enhver

filosofi udgr den egentlig

frembringelseskraftige kim, som det hver

gang er, at hele planten er vokset ud af. Og

virkelig vil man, til forklaring af, hvordan

de mest afsidesliggende metafysiske

stninger fra en filosofi er opstede, altid

frst mtte sprge sig hvilken moral vil

det vil han hen til? Jeg tror alts

ikke, at en drift til erkendelsen er fader

til filosofien, men derimod, at en anden

drift blot har betjent sig af erkendelsen

som vrktj. Og hvem der ser menneskets

grunddrifter ud fra dette, vil finde, at de

alle allerede har bedrevet filosofi og at

hver af dem kun alt for gerne ville

fremstille sig selv som tilvrelsens sidste

forml og som berettiget herre over alle

andre drifter. Ganske vist, hos de lrde,de egentlig videnskabelige mennesker kan det

st anderledes til: dr kan der virkelig

gives sdan noget som en erkendelsesdrift,

et eller andet uafhngigt urvrk, som, godt

trukket op, arbejder tappert ls, uden at de

samlede vrige drifter hos den lrde

vsentligt ville vre delagtige derved. De


33/49


egentlige interesser hos den lrde ligger

derfor sdvanligvis et helt andet sted,

ssom i familien eller i erhvervelsen af

penge eller i politikken; ja, det er nrmest

ligegyldig, om den lille maskine placeres p

dette eller hint sted i videnskaben, og om

den hbefulde unge mand gr en god filolog

eller svampe-samler eller kemiker ud af sig:

det betegner ham ikke, at han bliver dette

eller hint. Omvendt er der helt og aldeles

intet upersonligt ved filosoffen, og

navnlig hans moral afgiver et afgjort og

afgrende vidnesbyrd om, hvilken rangorden

drifterne hos filosoffen selv er stillet i

til hinanden.

Mennesket er en form- og rytme-dannende

skabning; i intet er han bedre vet, og,

synes det, intet har han mere lyst til, end

at opfinde gestalter. Iagttag blot, hvad

vort je straks beskftiger sig med, s

snart det ikke lngere fr noget at se: det

skaber sig noget at se. Formodentlig gr

vores hrelse intet andet i samme tilflde:

den ver sig. Uden forvandlingen af verden i

gestalter og rytmer gaves der for os intetlige, alts heller intet genkommende,

alts heller ingen mulighed for erfaringen,

ernringen og tilegnelsen. I al iagttagelse,

dvs. i den oprindeligste tilegnelse, er den

vsentlige hndelse en handlen, strengere

endnu: en form-ptvingelse: kun de

overfladiske taler om indtryk. Mennesket


34/49


lrer derved sin kraft at kende, som en

modstrbende, og endvidere som en

bestemmende kraft afvisende, udvlgende,

tilretteformende, indordnende i dets

skemata. Der er noget aktivt derved, at vi

overhovedet antager en pirring og at vi

antager den som en sdan pirring. Det er

srligt for denne aktivitet, ikke kun at

stte former, rytmer og successioner, men

derimod ogs at vurdere den skabte dannelse

med henblik p indarbejdelse i kroppen eller

afvisning. Hele denne os alene tilhrende,

af os frst skabte verden svarer ikke til

nogen formodet virkelighed, svarer ikke til

noget tingenes i-sig-selv: tvrtimod, den

selv er vores eneste virkelighed, og

erkendelse viser sig, sledes betragtet,

blot som et middel til ernring. Men vi er

vsener, som er vanskelige at ernre, og

overalt har vi fjender og noget ligesom

ufordjeligt : over dette er den

menneskelige erkendelse blevet fin og til

slut s stolt, ogs over dens finhed, at den

ikke gerne vil hre, at den s ikke er noget

ml, men derimod et middel eller endda etvrktj for maven, om ikke den selv er en

art mave! [Mp XVI, Bl. 32 recto]

Det hjere menneske, der har ensomhed

omkring sig, ikke fordi det vil vre alene,

men derimod fordi det er noget, som ikke

finder sine lige: hvilke lidelser er

forbeholdt ham netop i dag, hvor man ikke


35/49


ved at re og at forst denne ensomhed!

Frhen rensede mennesket sig nrmest gennem

en sdan gen-til-side for mngdens

samvittighed, i dag ser enegngeren sig

omringet med en sky af drlig

mistnkeliggrelse. Og ikke fra sdan nogen

som de drlige og ynkvrdiges side: han m

ogs erfare misforstelse, forbigelse og

overfladiskhed fra enhver velvilje, som han

erfarer, han kender lumskheden ved den

begrnsede medlidenhed, som fler sig selv

god og hellig, nr den sger at redde ham

fra sig selv, eksempelvis gennem mere

bekvemme forhold, gennem ordnet

tilforladeligt selskab, ja, han vil kunne

beundre den ubevidste delggelsesdrift, med

hvilken alle ndens middelmdige er aktive

imod ham, og vel at mrke i den bedste tro

p deres ret dertil! Det er for mennesker af

denne uforstelige ensomhed ndvendigt,

dygtigt og hjerteligt at iklde sig ogs den

ydre, den rumlige ensomheds frakke: det

hrer til deres klogskab. Selv list og

forkldning vil i dag vre ndvendigt, for

at et sdant menneske skal opretholde sigselv, skal holde sig oppe. Ethvert forsg

p, i samtiden at holde det ud med samtiden,

enhver tilnrmelse til disse mennesker og

ml af i dag m han bde for som for hans

egentlige synd: og han kan forblffes over

for den forborgne visdom i sin natur, som

ved sdanne forsg straks kalder ham tilbage


36/49


til sig selv gennem sygdom og slemme

ulykkestilflde.

Og ved I ogs, hvad verden er for mig?

Skal jeg vise den til jer i spejlet? Denne

verden: et uhyre af kraft, uden begyndelse,

uden ende, en fast, urokkelig strrelse af

kraft, som ikke bliver strre, ikke mindre,

som ikke forbruger sig, men derimod kun

forandrer sig, som helhed uforanderligt

stor, en husholdning uden udgifter og tab,

men liges uden tilvkst, indkomst,

omsluttet af Intet som af dens grnse,

intet hensvmmende, hendslende, intet

uendeligt-udstrakt, men derimod som bestemt

kraft indlagt i et bestemt rum, og ikke i et

rum, som et eller andet sted er tomt, men

derimod hverken tomt eller fuldt, snarere

som kraft overalt, som spil af krfter og

kraftblger, hr sig ophobende, dr sig

mindskende, et hav af i sig selv stormende

og fossende krfter, evigt sig forandrende,

evigt tilbagelbende, med genkomstens

uhyrlige r, med gestaltningernes ebbe og

flod, fra de enkleste drivende ud i de

mangfoldigste, fra de mest stille, kolde,enformige, videre ind i de mest gldende,

vilde, sig-selv-modsigende, og s atter fra

fylden vendende hjem til det enkle, fra

selvmodsigelsernes spil tilbage til lysten

ved samklang, sig selv affirmerende ogs i

denne lighed af dets r, sig selv

velsignende som det, der evigt kommer


37/49


tilbage, som ved sig selv ikke kender nogen

mthed, nogen trthed : denne min

dionysiske verden af den evige-skaben-sig,

evige-delggen-sig, denne hemmeligheds-

verden af de dobbelte vellyster, af avl og

dd, dette mit Hinsides godt og ondt, uden

ml, hvis ikke der ligger et ml i kredsens

lykke, uden vilje, hvis ikke en ring er af

god vilje til ad den egne gamle bane altid

at dreje sig om sig og kun om sig, denne min

verden hvem er lys nok til at se den, uden

at nske sig blindhed? strk nok til, at

holde sin sjl op mod dette spejl? hans eget

spejl mod Dionysos-spejlet? hans egen

lsning mod Dionysos-gden? Og hvem der

formede det, mtte han s ikke ogs gre

mere endnu? love sig selv til ringenes

ring? Med lftet om den [Mp XVI, Bl. 33

recto] egne genkomst? Med ringen for den

evige selv-velsignelse, selvaffirmation? Med

viljen til, at ville det evige Igen-og-een-

gang-til? Til en villen alle ting tilbage,

som de nogensinde har vret? Til en villen

ud til alt, som nogensinde m vre? Ved I

nu, hvad verden er for mig? Og hvad jeg vil,nr det er denne verden jeg vil?

Da jeg var yngre gjorde jeg bekymringer

om, hvad en filosof s egentlig skal vre:

for jeg troede at iagttage modsatstillede

kendetegn ved de bermte filosoffer. Endelig

gik det op for mig, at der gives to

forskellige arter af filosoffer, een gang


38/49


sdanne, som har en eller anden stor

faktabestand af vurderinger (logiske eller

moralske) at konstatere, men s ogs

sdanne, som selv er lovgivere af

vurderinger. De frste sger at bemgtige

sig den forhndenliggende eller forgangne

verden, idet de sammenfatter og forkorter

den gennem tegn: for dem er det om, at gre

alt det hidtil skete overskueligt, tnkbart,

fatteligt, hndterligt, sledes tjener

opgaven for det menneske, der tyder alle

forgangne ting til rette til nytte for hans

egen fremtid. Men de andre er befalende, de

siger: sdan skal det vre! de bestemmer

frst menneskets Hvorhen og Hvortil, og

forfjer over de frstnvnte filosoffers

forarbejde, som over et vrktj for deres

skabende tanke. Denne anden art filosoffer

lykkes sjldent; og deres situation og fare

er vitterlig uhyrlig. Hvor ofte har de ikke

med vilje bundet jnene til, for bare ikke

lngere at vre ndt til at se den smalle

kant, der adskiller dem fra afgrunden og

nedstyrtningen: for eksempel Platon, som han

overtalte sig om, at det Gode, som hanville, ikke var Platons Gode, men derimod

det Gode i sig selv, den evige skat, som et

eller andet menneske ved navn Platon blot

skal have fundet p sin vej! I langt grovere

former rder denne samme vilje til blindhed

hos religions-stifterne: deres du skal m

i deres rer aldeles ikke lyde som jeg


39/49


vil, kun som befalingen fra en gud vover

de at efterkomme deres opgave, kun som

indgydelse er deres lovgivning over

vrdierne en byrde, der er til at bre, og

som deres samvittighed ikke bryder sammen

under. S snart nu hine to trstmidler,

Platons og Muhammeds, er faldet bort, og

ingen tnker lngere kan lette sin

samvittighed med hypotesen om en gud eller

evige vrdier, rejser sig fordringen om

lovgiveren af nye vrdier til en ny og endnu

ikke opnet frygtelighed. For disse udkrne,

hvem anelsen om en sdan pligt begynder at

dmre for, vil nu gre forsget, om de ikke

ogs til rette tid gennem et eller andet

sidespring kan snige sig fra den, som fra

deres strste fare: Eksempelvis ved, at de

overtaler sig om, at opgaven allerede er

lst, eller er ulsbar, eller at de ikke

ville have skuldrene for sdanne laster,

eller at de allerede er belsset med andre

opgaver, eller at selv denne nye fjerne

pligt er en forfrelse og fristelse, en

bortfrelse fra alle pligter, en sygdom, en

art vanvid. Nogen kan det virkelig lykkes atundvige: gennem hele historien gr sporet

efter sdanne undvigende og deres drlige

samvittighed. Men for det meste fik sdanne

mennesker for hin times skbnesvangerhed,

hin efterrs-time af modenhed og overfylde,

hvor de ville hvad de mtte: og den

gerning, som de mest frygtede sig for, faldt


40/49


dem let og uvillet fra tret, som en gerning

uden vilkr, nsten som gave.

[Mp XVI, Bl. 42 recto]

1

En ny slgt af filosoffer kommer frem: jeg

vover det, at dbe dem ved et ikke ufarligt

navn. Sdan som jeg kender dem, sdan som

jeg kender mig selv for jeg hrer til

disse kommende vil fremtidens filosoffer

af mange grunde, ogs af uudsigelige grunde,

vre tilfredse med, at blive betegnet som

forsgere. Dette navn er til slut ogs selv

et forsg [Versuch] og, om man vil, en

fristelse [Versuchung].

Ogs vi elsker sandheden: alle filosoffer

elskede hidtil deres sandheder trods dette

er vi ingen dogmatikere. Det gr snarere

imod vores stolthed, at vores sandhed s

ogs skulle vre en sandhed for hvermand:

hvilket er bagtanken bag alle dogmatiske

bestrbelser. Min dom er min dom, en anden

har ikke nemt retten dertil. Man m skille

sig af med den drlige smag ved at ville

stemme overens med mange. Godt er ikkelngere godt, nr naboen tager det i munden.

Og hvordan skulle der kunne gives et

fllesgode? Ordet modsiger sig selv: hvad

der kan vre flles, har altid kun ringe

vrdi. Til slut forbliver det derved: de

store ting forbliver til overs og sparet for

de store, afgrundene for de dybe,


41/49


sarthederne og rystelserne for de fine og, i

det store hele og kort sagt, alt sjldent

for de sjldne. Derudover forekommer det som

om, at den gyselige alvor, den kejtede

ptrngenhed, som alle dogmatikere hidtil er

get til sandheden med, ikke var de

behndigste midler til at vinde dette

fruentimmer for sig: vist er det, at hun

ikke har ladet sig vinde, og al slags

dogmatik str i dag med bedrvet og modls

holdning. Hvis den overhovedet stadig str!

For der gives spottere, som siger, at den er

faldet, at al dogmatik ligger p jorden,

mere endnu, at al dogmatik ligger i de

sidste trkninger.

Og vitterlig, man har lov at udtale det

hb, at al dogmatiseren i filosofien, hvor

hjtidelig den end har gebrdet sig, dog

blot kan have vret del barnagtighed og

nybegynderi; og tiden er nr, hvor man igen

og igen vil begribe, hvad der egentlig

hidtil har vret tilstrkkeligt, for at

afgive grundstenen til sdanne ophjede og

ubetingede filosof-bygningsvrker et eller

andet ordspil, mske, en forfrelse fragrammatikkens side eller en brutal

generalisering af meget snvre, meget

personlige kendsgerninger. Dogmatikernes

filosofi var forhbentlig kun et lfte

henover rtusinder: som i endnu tidligere

tider astrologien var det, i hvis tjeneste

der mske er blevet brugt mere arbejde,


42/49


penge, skarpsind, tlmodighed, end for nogen

virkelig videnskab: den og dens

overjordiske fordringer i Asien og gypten

har man at takke for den store stil i

byggekunsten. Det synes som om, at alle

store ting til, at menneskeheden skal

indskrive sig i hjertet med evige

fordringer, frst m vandre over jorden som

en uhyrlig og frygtindgydende grimasse: en

sdan grimasse var den dogmatiske filosofi.

Lad os ikke vre utaknemmelige over for den,

s sikkert det end m indrmmes, at den

slemmeste, mest langvarige og farlige af

alle fejltagelser hidtil har vret en

dogmatiker-fejltagelse nemlig Platons

opfindelse af den rene nd og af det Gode

i sig selv. Men nu, hvor han er overvundet,

hvor Europa nder ud fra dette mareridt og

har lov at nyde en sundere svn: er vi

arvingerne af al den kraft, som kampen imod

denne fejltagelse har avlet stor. Det ville

ganske vist vre at stille sandheden p

hovedet, og at forngte det perspektiviske,

grundelementet i alt liv, at tale sdan om

nden og det Gode, som Platon har gjort det;ja, som lge m man sprge: hvorfra kommer

en sdan sygdom ved oldtidens sknneste

vkst, ved Platon? har den onde Sokrates

fordrvet ham? skulle Sokrates s alligevel

have vret ungdoms fordrver? og skulle han

s have fortjent sin skarntyde? [Mp XVI,

Bl. 43 recto]


43/49


Men kampen mod Platon, eller, for at sige

det mere forsteligt, kampen imod det

kristelige tryk af rtusinder

kristendommen er forpblet platonisme har

i Europa skabt en pragtfuld spnding af

nden, som den hidtil ikke var til p jorde:

med s spndt en bue kan man nu skyde efter

de fjerneste ml. Ganske vist, man fornemmer

denne spnding som en ndstilstand; og

allerede to gange er det i stor mlestok

blevet forsgt, at afspnde buen, een gang

gennem jesuitismen, for anden gang gennem

den demokratiske oplysning: som ved

pressefrihedens og avislsningens hjlp

vitterlig har opnet, at nden ikke s let

fornemmer sig selv som nd . (Tyskerne

har opfundet pulveret al respekt for det!

men de har atter gjort det af med det igen:

de opfandt pressen.) Som nd fornemmede

eksempelvis Pascal den: ud fra hans

frygtelige spnding opfandt dette den nyere

tids dybeste menneske hin morderiske art

latter, hvormed han lo datidens jesuitter

til dde. Mske manglede der ham ikke andet

end sundhed og et tirs mere liv, for at lekristendommen selv til dde.

2

Vi er ingen dogmatikere, vi er heller

ingen skeptikere. Det klinger i grunden

endnu mere fremmedt, ja, for frygtsomme

rer, som hrer i dybet, langt mere


44/49


uhyggeligt. Det er som om de, ved en sdan

forfrelse, hrte et eller andet nyt

sprngstof arbejde i det fjerne: ikke

lngere blot dynamit, mske snarere en eller

anden nyopdaget russisk Nihilin, en eller

anden pessimisme bonae voluntatis, der ikke

blot siger Nej, vil Nej, men derimod gr

Nej. Imod denne art god vilje en vilje til

bengtelsen af livet gives der som bekendt

intet bedre sove- og beroligelsesmiddel end

skepsis; og Hamlet selv bliver i dag sikret

mod nden og dens rumsteren under jorden.

Har man da ikke allerede alle ren fulde af

slemme lyde? siger skeptikeren. Dette

underjordiske Nej er frygteligt: vr dog

stille, I gamle og nye muldvarpe!

Skeptikeren lider nemlig ved ethvert Nej,

hans samvittighed er indskolet til, ved Nej

som ved Ja at fle et bid; omvendt elsker

han at berede sin dyd en fest med den dle

tilbageholdelse af ethvert Ja og Nej, idet

han eksempelvis siger: hvad ved jeg? Eller

jeg ved at jeg intet ved. Eller: her

vover jeg mig ikke hen, her str ingen dr

ben. Eller antaget, at den stod ben,hvorfor straks trde ind? Eller hvad

nytter alle forudilede hypoteser? Skal man

da altid straks gre det krumme lige? Altid

udstoppe et hul med noget h? Der er tid:

dette tid har tidlad os dog vente lidt

endnu! Det uvisse har ogs sine pirringer,

sfinksen er ogs en Circe. Sledes trster


45/49


en skeptiker sig, og det er sandt, at han

har nogen trst ndig. Skepsis er nemlig det

ndeligste udtryk for en vis divers

fysiologisk beskaffenhed, som man i jvn

tale kalder sygdom eller sygelighed: den

opstr hver gang, nr langt fra hinanden

adskilte racer eller stnder p indskrende

og pludselig vis krydser hinanden. I den nye

generation, der ligesom fr forskellige

mlestokke og vrdier nedarvet i blodet, er

alting uro, forstyrrelse, tvivl, forsg; de

bedste krfter virker hmmende, dyderne selv

lader ikke hinanden vokse og blive strke, i

krop og sjl mangler ligevgt, tyngde,

perpendikulr sikkerhed. Men hvad der i

sdanne blandingsvsener p det dybeste

bliver sygt og afartet, er viljen: de kender

slet ikke lngere det uafhngige i

beslutningen, den tapre lyst ved det, at

ville, de tvivler p viljens frihed,

selv i deres drmme. Vort Europa af i dag,

skuepladsen for et meningslst forsg p

race- og stndersblanding, er derfor

skeptisk i alle hjder og dybder, snart med

den bevgelige skepsis, som utlmodigt oglystigt springer fra den ene gren til den

nste, snart grumset som en med

sprgsmlstegn [Mp XVI, Bl. 44 recto]

overbeladet sky, og dets vilje ofte mt

indtil dden. Viljeslammelse: hvor finder

man ikke i dag disse krblinge sidde! Og

hvor ofte finder man dem ikke sminkede! hvor


46/49


forfrerisk ofte sminkede! Der gives de

sknneste pragt- og lyveklder for denne

sygdom; og at for eksempel det meste af det,

som i dag, som objektivitet,

videnskabelighed, art pour lart, ren

viljesfri erkenden, stiller sig frem i

vinduesbutikkerne, kun er opsminket skepsis

og viljeslammelse, denne diagnose vil jeg

endelig st inde for.

Kraften til at ville, og vel at mrke en

hel vilje lang, er i dag p sit ringeste i

Frankrig og Italien; allerede noget strkere

i Tyskland, og i det tyske nord og syd igen

strkere end i midten; betragteligt strkere

i England, Spanien og Korsika, dr bundet

til flegmaet, her til hrde skaller; men den

er p sit strkeste og mest forblffende i

hint uhyre mellemrige, hvor Europa ligesom

flyder tilbage til Asien, i Rusland. Der er

kraften til at ville gennem lang tid blevet

lagt til side og opsparet, dr venter viljen

uvist, om som vilje til bengtelsen eller

til affirmationen p den mest truende vis

p, at blive udlst, for nu at lne et

kropsord fra fysikerne. Det turde ikke vrendvendigt med indiske krige og forviklinger

i Asien, for at Europa skal aflastes fra sin

strste fare: men derimod indre

omvltninger, rigets sprngning i sm

legemer, og frem for alt indfrelsen af den

parlamentariske tbelighed, iberegnet

hvermands forpligtelse til at lse sin avis


47/49


ved morgenmaden. Jeg siger ikke dette som en

nskende; mig ville det modsatte snarere

vre efter hjertet, jeg mener, en sdan

tilvkst i truslen fra Rusland, at Europa

mtte beslutte sig for at blive lige s

truende, nemlig til at f een vilje: hvormed

den over lang tid spundne komedie med dets

smstateri og mangt-villen s kom til en

afslutning.

Viljens sygdom er alts ulige udbredt

over Europa: den viser sig strst og mest

mangfoldigt der, hvor kulturen allerede

lngst har vret hjemme, den forsvinder i

det omfang, som barbaren endnu eller

atter under det lsthngende klde af

vesterlandsk dannelse fastholder sit

privilegium. I det nuvrende Frankrig og

Italien er flgelig, hvilket man lige s let

kan slutte sig til, som man kan gribe det

med hnderne, viljen svrest syg; og

Frankrig, som altid har haft en mesterlig

behndighed til, ogs at omvende de

ubehagelige kendsgerninger ved dets nd til

det pirrende og forfreriske, fremviser i

dag ret s egenstndigt, som skole ogudstilling for al skepsissens trylleri, dets

kulturs overvgt over Europa. Derved er der

ganske vist, for venner af en mere

afsidesliggende smag, ikke mangel p grunde

til latter og grin; ikke enhver af disse

fortryllende lugter ogs i udlandet s

godt som en pariser gerne ville tro det til


48/49


Paris re. Jeg tilstr for eksempel, at

Renans bldlige, ubestemte bonbon-lugt ikke

taler til mine nsebor: som den lrde, der

som en bi flagrer fra blomst til blomst,

synligvis endnu er ude af stand til, mellem

alle Orientens og Occidentens vellugte, at

vlge. Slemmere og mere betnkelig kan det

have stet til med St. Beuve, hin for tidlig

afbrndte digter og mystiker for sanserne,

som vidste at fornemme sjlene, som Renan

religion og landskaber. Hvad han bestrber

sig p at skjule, at han hverken i sig selv

eller i filosofien har noget holdt lngere,

ja endda, hvad der efter dem begge ikke er

forunderligt, selv in artibus et litteris

manglede en fast smag! Og nu ville han, den

ambitise, med alle den fine forslagenheds

midler s ogs vide denne mangel beret som

en slags princip og metode til kritisk

neutralitet! Omsonst: og rgrelsen over

dette Omsonst kom gentagent og strkest

frem, nr nogen lod den store ubefangne

mrke, at han vitterlig nogle gange, i

forhold til visse bger og mennesker, slet

ikke var neutral, men derimod prote pudor!begejstret

[Bl. 44 mangler.]

[Mp XVI, Bl. 45 recto] -inske,

hermafroditiske; og hvem der vidste, at

forflge os helt ind i vore hemmelige


49/49


hjertekamre, ville vanskeligt der kunne

finde den hensigt, at forsone kristelige

flelser med den antikke smag og endda ogs

med den moderne parlamentarisme: sdan som

den slags forsonlighed i vores meget usikre,

og flgelig meget forsonlige rhundrede

endda forekommer selv hos filosoffer.

Kritisk tugt og enhver tilvnning, som hrer

til renligheden og stringensen i ndens

ting, vil vi vide erkendt og anerkendt ved

os: trods dette kalder vi os ikke kritikere,

og ville endda mene, ikke at gre filosofien

nogen liden forsmdelse an, hvis vi

dekreterede: Filosofien selv er kritik og

kritisk videnskab og intet videre. Ganske

vist str netop i dag denne vurdering af

filosofien i fuldt flor, hos alle Tysklands

og Frankrigs positivister: mske ville

selv de have smigret Kants hjerte og smag.

Kritikkens og videnskabens fortalere er i

det lykkeligste tilflde netop kritikere og

videnskabelige mennesker, men derfor s

langt fra filosoffer! Ogs den store kineser

fra Knigsberg var blot en stor kritiker.

Documents

Nietzsche - Diktat til Louise Röder-Wiederhold 1885