Anna Märklin (uddrag)� � �

Anna Märklin (uddrag)

gratis læseprøve

D O R T E H U M M E L S H Ø J JA KO B S E N

Saxo Selvudgiver

Dorte Hummelshøj Jakobsen:

Anna Märklin (uddrag)

gratis læseprøve All rights reserved.©

Day of print:

Prolog (juli )� � �

Det var allerede midt eftermiddag. Anna fodrede vaskemaskineog tørretumbler igen og besluttede sig for, at hvis hun foldedede krøllede lærredsbukser rigtig pænt sammen, ville de heltsikkert tage sig meget bedre ud, når hun fiskede dem op afweekendtasken hjemme hos sin mor. En flue i en flaske, det varhvad hun var. Hun havde tabt sig flere kilo i løbet af den sidstemåned, det kunne hun mærke på sin bukselinning, men som dethele så ud lige nu, kunne hun ikke engang glæde sig over det.Hun kiggede på køkkenuret for sjette gang inden for få minutter.Skulle hun vente med sin plan til Lars kom hjem og krydsforhøreham om, hvornår han sidst havde hørt noget til deres nabo? Nej,det var nok bedst at lade være. Han brød sig ikke om at bliveblandet ind i den slags.

Ude i entreen famlede hun efter Karins ekstranøgle, somhavde sin plads på en af de bagerste knager. Hun måtte fjernede fleste af jakkerne, før hun fik den gravet frem, for hun havdeværet så sikker på, at den gemte sig under hendes grå regnjakke.Hun plejede at hænge nøglen på den samme knage hver gang, oghun havde et klart billede i hukommelsen af sin hånd, der hængtejakken op og kom til at skubbe til nøglen, så den svingede fremog tilbage mod knagerækken. Men hun måtte jo huske forkert.Hun lagde den på håndfladen og så eftertænksomt på den lillemetalgenstand, mens hun overvejede, om man virkelig kunnetillade sig at låse sig ind i sin nabos lejlighed, når det ikke varaftalt på forhånd. Var det overhovedet lovligt?

Lydløst lukkede hun sig ud af sin egen lejlighed. Hun kunnelige så godt holde op med alle sine undskyldninger, hun varsimpelthen nødt til at gøre det her. Når Karins forældre ikkehavde tænkt sig at foretage sig noget, kunne Anna da ikke meldesin nabo savnet uden nogen som helst fornuftig begrundelse.Hun bankede forsigtigt på Karins dør et par gange. Underboerneskulle nødigt høre hende, men på den anden side var det jo

�

� dorte hummelshøj jakobsen

for pinligt at låse op og pludselig stå ansigt til ansigt med enundrende Karin.

Hun fik ikke noget svar. Der var lige så stille inde i lejlighedensom i trappeopgangen udenfor. Hun stak forsigtigt nøglen inøglehullet og låste op, som om hun trænede til indbrudstyvenesregionale mesterskaber. Uden at tænke over det lod hun alledørene stå på vid gab bag sig, mens hun trængte sig længere oglængere ind på Karins enemærker.

Stuen var pæn og ryddelig, hvis man lige så bort fra den mattehinde af støv, og de halvvisne duske i vindueskarmen. Karinsfrodige grønne planter var det for sent at gøre noget for.

Rummet var en spejlvendt udgave af Lars og Annas stue,og hun kendte hvert et møbel og hver eneste pyntegenstandnæsten lige så godt som deres eget møblement. Bortset fra denkæmpestore flydersofa var det ikke dyre ting, for Karin havdealdrig været i stand til at holde på penge, men hun passedesin lejlighed omhyggeligt og havde en vis stil, selv om den ikkenødvendigvis faldt sammen med Annas egen smag.

Anna listede sig skridt for skridt ud mod køkkenet, næstenuden at trække vejret. Karins køkken var meget enklere endstuen, funktionelt og uden pynt og tingeltangel; her skulle manbare kunne fremstille mad. Hun havde ganske vist afhøvlettrægulvet, ligesom det var på Lars og Annas side af skillevæggen,men hun var aldrig rigtigt kommet videre, havde bare ladet degamle, åbne hylder være, og hun havde ikke engang kasseretden oldnordiske terrazzobordplade med de tre løse gasblus istøbejern. Karin inviterede ikke gæster ud i køkkenet, og såkunne det vel være underordnet, hvordan der så ud.

Anna stirrede stift på Karins krydderihylde. Den hanglige præcis i hendes øjenhøjde, altså cirka et hundrede ogtres centimeter over gulvet. Små glascylindere med basilikum,dild, kardemomme, karry, merian, oregano, paprika, timianmed snirklet skrift. Hvis man så bort fra de to høje peber-og saltkværne i bøgetræ, stod Karins beskedne samling afkrydderier på række og geled i alfabetisk orden, med små,ensartede armygrønne skråhuelåg. Anna var ikke rigtigt klarover, hvor længe hun havde trukket vejret gennem munden. Huntvang sig til ikke at se ned på gulvet.

Hvordan i alverden kunne det være gået så galt? Hendeshjerne kunne slet ikke fatte, hvad det var, hun så.

Basilikum, dild, kardemomme, karry. . . Anna måtte støttehænderne mod den kolde bordplade et øjeblik, før fødderne

anna märklin (uddrag) �

forstod, at hun ville have dem til at vende om og styrte ud aflejligheden. Nu havde hun al mulig grund til at ringe til politiet,men det skulle være inde fra deres egen lejlighed. Gudskelov, atder i det mindste ikke havde været noget blod!

Kapitel (maj )� � �

Anna gned og skrubbede på de brunlige stænk i det lyse tæppe.Hun var nødt til at få dem væk, inden. . . Inde under spisebordetvar der flere pletter. Hun anede ikke, hvad det var. The, ellerrødvin måske? Hun ville heller ikke vide det; de måtte bare ikkevære der! Hun gned, til hænderne begyndte at ryste. Hun forsøgtemed klude og børster, og til sidst pøsede hun bare sæbevand udover det hele. Blegemiddel, klorin. Noget måtte der være, somkunne få det væk. Men jo mere hun gned på pletterne, jo størreblev de. De bredte sig ud over tæppet og farvede hendes ru,opblødte fingre røde.

Hun gned fortvivlet hænderne mod sine cowboybukser, sam-tidig med at hun lyttede efter det mindste tegn på, at der komnogen. Hun var allerede våd langt op ad lårene, men måskevar det bare det lunkne vand. Hun blev nok også nødt til attage et bad. Men gulvtæppet var hovedsagen. Hvad hun endgjorde, måtte hun ikke glemme tæppet. Hun skulle have brugtkoldt vand lige fra starten, indså hun pludselig. Æggehvidestofferopløses bedst i koldt vand. Kemi for børnehaveklassen. Hvorforvar hun altid så dum?

Hun klappede febrilsk på tæppet omkring sig. Måske varvandet alligevel koldt nok? Skurebørsten, hvor havde hun nu lagtskurebørsten? Alle hendes sanser skreg i hende, at det hastede.Hun kunne tydeligt høre tunge trin på trappen. Tiden var vedat løbe ud. Men skurebørsten var og blev væk. En saks! Hunmåtte finde en saks eller en hobbykniv, så kunne hun skærealle pletterne ud af den sarte, hvide flade. Hun kæmpede for atkomme op at stå, hendes nakkehår strittede lige ud i luften, menhendes ben nægtede at lystre.

En klokke kimede. En gang, to gange, ond og insisterende, oghun vidste, at det var for sent. Hun lagde sig ud over tæppet medudbredte arme og forsøgte at skjule pletterne med sin egen krop.Nu kimede klokken vedvarende, og med et spjæt faldt hun udover sofakanten, lige ned på det lyse gulvtæppe.

�

� dorte hummelshøj jakobsen

- Jaja, jeg kommer nu! Med dirrende hænder glattede hunhåret en smule, før hun fjernede sikkerhedskæden. Mens hunslog yalelåsen fra, bestemte hun for hundrede syttende gang, athun måtte se at få en ny dørklokke.

Mistænksomt stod hun ude på den tomme trappeafsats ogskævede til Karins lejlighed. Var det lyde derinde fra, som havdeblandet sig med hendes drøm, eller stammede det forbandedemareridt bare fra hendes underbevidsthed? Lige nu var deri hvert fald stille bag døren, som var dekoreret med et parkæmpestore, sorte hagekors.eeeee- Gifter vi os så på din fødselsdag, skat? Lars slog begge

arme omkring Anna bagfra og kildede hende overtalende mellemribbenene.

Anna knækkede refleksmæssigt sammen af grin med duftenaf hans velkendte aftershave i næsen. Hun nåede lige netop atlægge det store bundt røde roser i sikkerhed på køkkenbordet.Lars havde været på kursus en uges tid, og det var dejligt at haveham hjemme igen.

- Mor ringede i går. Hun spurgte, om vi kommer hjem en turpå søndag.

- Mm. Er din far blevet syg igen, eller. . . . Lars mumlede eteller andet, hun ikke rigtigt kunne høre. Det er svært at taletydeligt med munden fuld af brune krøller. Han løsnede sitbjørnetag om hende en smule, så hun kunne vende sig rundt og seop på ham. Hun var glad for, hun havde husket at smutte i de nyecowboybukser; de pressede i det mindste ikke den der flaprendedelle sammen lige over linningen.

- Mor har i hvert fald overtalt ham til at gå til lægen. Oghold så lige op med det der pjat, før jeg tisser i bukserne.Hun overvejede, hvor meget hun skulle sige, for det var ikkemeningen, hun ville lave et stort nummer ud af noget, som måskeingenting var. Det var bare så sjældent, hendes far lod sig slæbeover dørtærsklen til et venteværelse.

- Jamen, så er alt jo godt, er det ikke? Lars lo, han havde haftto år til at sætte sig nogenlunde ind i deres Jensen-speak.

- Jo, det er det vel. Der var noget med nogle tal, som lægenikke var helt tilfreds med, men jeg tror ikke rigtigt, mor forstod,hvad han mente.

- Måske skulle han holde op med at ryge, foreslog sportsfa-natikeren Lars.

anna märklin (uddrag) �

- Joeh, men det lød nu ikke som om, det havde noget medlungerne at gøre, mumlede Anna.

- Det er det sædvanlige med dig og din familie, Anna. I kryberaltid uden om i stedet for at se problemerne i øjnene. Han gavhende et drillende dask bagi, men lovede, at han godt ville tagemed hende hjem søndag eftermiddag.

- Jeg må hellere lige finde en vase til de her, og du kan godttrække rødvinen op nu. Hun greb roserne på bordet, snurrederundt og smøg sig forbi ham ind i stuen. Hun havde faktisk væretpå nippet til at sige ja, første gang han spurgte, men da var detogså kommet fuldstændig bag på hende. Ægteskab. Og så levedede lykkeligt til deres dages ende, tænkte hun. Hun strøg langsomthænderne hen over de fløjlsbløde kronblade og stak næsen ned iden store buket. Roser duftede så berusende, næsten forførende.Var det derfor, mænd altid troede, de kunne opnå hvad som helstved hjælp af en buket mørkerøde roser?eeeee- Åh, Mattias har for øvrigt ringet. Anna havde lige lagt kniv

og gaffel fra sig og sad og hvirvlede en sjat rødvin rundt i glasset.- Hvad for en. . . Da ikke dén Mattias?- Jo, men det var bare for at invitere mig til jubilæum. I næste

uge er det faktisk ti år siden, jeg blev student. De er bare lidt sentude med at arrangere festen. I slutningen af august, regner demed.

- Hvor er det frækt! Du har vel ikke tænkt dig at tage med?Lars skovlede de sidste ærter i sig og samlede lidt dressing op fratallerkenen med en stump flûte.

- Det ved jeg ikke rigtigt. Der er et par af de andre klassekam-merater, jeg godt kunne tænke mig at møde igen.

- Jeg bryder mig ikke om, at du skal møde ham igen. Forpokker, Anna, han var lige ved at ødelægge din studenterek-samen for dig!

- Åh, helt så slemt var det da ikke. Og før eller siden er manda nødt til at komme videre. Hun vred sig lidt på stolen.

Lars skubbede sin tallerken fra sig og lagde armene om hende.– Anna, jeg har da ikke spor imod, at du møder din gamle klasse,det ved du da. Bare ikke Mattias. Hvis jeg havde været der. . .

- Ja, det ved jeg godt skat, men det er altså ti år siden. Og nuhar jeg jo dig. Anna lænede sig frem og tørrede ham om mundenmed sin serviet, før hun kyssede ham.

- Men . . .

� dorte hummelshøj jakobsen

- Nix. Jeg gider ikke høre mere om ham. Hun kildede ham pånæsen med servietten. – Din første aften hjemme, og så tror du,jeg gider sidde og snakke om gamle gymnasiekærester.

Men hun var mildest talt blevet rystet over at høre denstemme i telefonen.eeeeeAnna strøg håret på plads bag ørerne foran entréspejlet. Der

var ingen iøjnefaldende persillestumper mellem tænderne, oghun havde lige gnedet en uidentificeret plet af sin bluse med enfugtig klud. Hun var ikke klar til nogen skønhedskonkurrence,afgjorde hun, men mon ikke nok det gik an til en kop kaffe hosKarin. Og hendes nye sko var i hvert fald smarte.

At gøre noget ekstra ud af sin make-up ville hun ikke nedladesig til, hun skulle da ikke ud og score, men hun følte sig tit somen pjusket hund ved siden af Karin. Sådan et filtret, utjekketgadekryds, som folk samlede op og slæbte med sig hjem af renog skær medlidenhed. Skulle hun alligevel. . . ? Nå nej, hendes gråskjorte lå jo i den bunke strygetøj inde i soveværelset, hun havdeplanlagt at gøre noget ved, mens Lars var i Tåstrup. Hun havdehaft mange planer om alt det, hun kunne nå på en hel uge. Påden anden side gad hun ikke gå og ærgre sig over, at hun ikkehavde flintret rundt og gjort rent i kødfarvede gummihandskerhver dag.

Hun trak beslutsomt entrédøren i bag sig og ringede på Karinsdør, det perfekte spejlbillede af hendes egen. De samme billigeglaspaneler i rødt og grønt, og en dørklokke, der lød som enrekvisit fra en Stephen King-film, men Karin havde i det mindsteanskaffet sig et håndmalet porcelænsskilt med sit navn, og hunhavde allerede fået fjernet de værste spor efter de sorte graffiti-kors.

Hun måtte ringe og banke flere gange, men der skete ikkenoget, før hun begyndte at råbe Karins navn. Mon hun lå og sov?

Anna fik et glimt af et ængsteligt øje i dørsprækken, og såraslede sikkerhedskæden omsider derinde. – Velkommen, Anna,kom nu med ind i stuen og sæt dig ned, så henter jeg lige kaffen.Karin sendte et spidst kindkysmissil af sted i retning af Annas øreog raslede med sine armbånd og halskæder, mens hun pylredeom sin gæst.

- Hvor er det dejligt at have dig hjemme igen, råbte huni retning af Karins kølvand. Karin så helt urimeligt godt ud.Solbrændt og med ny frisure, som en model efter tre ugerswellness på Bahamas. Karins alder var ikke noget, man talte om,

anna märklin (uddrag) �

men Anna følte sig ærlig talt lidt luvslidt ved synet af dennereviderede version. Og hendes tøjstil var gennemført uld, hør ogsilke. Ikke noget for Annas aldersgruppe, men alligevel kunnehun godt forstå, at Karin aldrig manglede mandligt selskab.Gedigne klassikere, kjoler og dragter, som hun udvalgte sig medsikker hånd, når hun endelig havde en klat penge på lommen. OgKarin glemte bare ikke at stryge sin nyeste skjorte.eeeee- Og lad mig så høre, hvad der er sket i Skive, mens jeg har

været ude af cirkulation. Karin havde skyndsomt smækket etfotoalbum sammen og skubbet det på plads i reolen, fjernet etusynligt støvfnug fra bordpladen og skænket dampende varmkaffe op, før Anna kunne nå at glippe med øjnene. Hun sattesig til rette ved siden af Anna i sofaen og lænede sig lidt indover bordet. En slank, velplejet hånd hvilede et øjeblik på Annasunderarm, akkompagneret af et strejf af dyr parfume og etkarakteristisk, skævt smil. Karins blå øjne indfangede alt, ligefra de forvaskede cowboybukser til den halvslatne, langærmedebluse, som om hun godt kunne have lyst til at checke Annas arme,men hun sagde i det mindste ikke noget.

- Åh, du ved, Lars har været på kursus i Tåstrup. Næsteskridt på karrierestigen. Og så var der en fascinerende artikel iWeekendavisen om arbejdsløse humanister.

- Hvor er det ærgerligt, at jeg ikke var hjemme. Jeg har hørtom en ny bar i Viborg, et rigtig livligt sted. Jeg kunne godthave fundet et eller andet til dig i mit klædeskab. Karin lagdehovedet på skrå og kneb øjnene sammen som for at vurdereAnnas chancer på det sjove marked.

Anna kom til at grine, så kaffen stod ud gennem næsen. – Ja,det kunne du li´! Men en bytur på dagpenge er vist næsten ligeså underholdende som at være blind til et stripshow.

- Så det har lange udsiger at finde noget fast?Anna nikkede, mens hun satte tænderne i et stykke wiener-

brød. – Mm. Ingen ting her, og ingen ting der. Nå ja, og så erkaffen steget i Fakta. Er det ikke sindsoprivende? Hun slikkedelidt vildfaren glasur af læberne og nød følelsen af det første lillesukkerkick.

- Det må man sige. Men nu skal du bare se, hvad jeg harfundet til ingen penge. Firehundrede kroner! Karin hev en sexetlille Nokia op af lommen. – Og den er med kamera!

- Kan man overhovedet få en telefon uden kamera længere?

� dorte hummelshøj jakobsen

Hun vendte og drejede den fikse, lille tingest i hænderne, før hunrakte den tilbage til Karin.

- Nu kan jeg gå rundt og tage billeder af vennerne og forevigealle mine Kodak-øjeblikke, grinede hun og rettede det lille øjemod Anna.

Anna lænede sig instinktivt tilbage og holdt afværgendehænderne op. Hvornår var Karin begyndt at rende rundt ogfotografere folk? Hun kom i tanke om det fotoalbum, der havdeligget fremme på bordet. Havde hun opdaget en ny og ukendtside af Karin her?

- Hvad er det nu, dit mobilnummer er? Karin fandt denindbyggede telefonbog frem og tastede begge Annas numre ind.

Anna slap fri af kameraets linse og slappede af igen. Karinslap ikke en stavelse ud, om hvad hun selv havde oplevet, menshun havde været væk, men hun fortalte med megen indlevelseom et skænderi, hun havde haft med sin far for nylig.

- Hold Skive ren, det er hans valgsprog. Hun gjorde sinstemme dyb og selvsmagende, mens hun samlede de flagrendehænder på ryggen, så man bogstavelig talt kunne se en stiv,nålestribet rygrad.

Anna lo, det var umuligt at lade være. Karin kunne væreblevet en fremragende stand-up-komiker. – Jeg forstår bare ikke,hvorfor han bilder sig ind, han har ret til at styre dit liv. Er hanikke ved at være så gammel, at han skal til at trappe lidt ned,spurgte hun forsigtigt.

- Du godeste, nej, min far har skam store planer. Han har ikkeindrømmet det direkte endnu, men jeg er sikker på, han går efteren post som folketingskandidat i næste omgang.

- Tror du virkelig din far. . . ? Jo, hvis han virkelig har sat sig ihovedet, han vil i folketinget, så kommer han det selvfølgelig.

- Onkel Henry har allerede spået, at han ender som minister,hvis han ikke falder død om af en blodprop inden. Karin sendtehende et dystert blik.

Karins direktørfar havde lignet en stensikker kandidat til atføre Skive Kommune igennem kommunalreformen, men dagenefter valget havde en af hans egne, nyvalgte partimedlemmerskiftet side, og så var magtbalancen pludselig tippet. Det havdegivet dybe dønninger i kommunen, men det var sikkert først ogfremmest Karin og hendes mor, som havde fået hans vrede at føle.

Anna tog en ordentlig bid wienerbrød. – Lars bliver ved medat sige, at jeg er nødt til at tænke på min vægt, når jeg nu ikkekan tage mig sammen til at motionere regelmæssigt.

anna märklin (uddrag) �

- Jamen det gør du da også. Tænker på den, mener jeg. Karingreb selv et stykke mere fra fadet.

- Men din far som minister? Hvis han bliverundervisningsminister, så vil jeg ærlig talt lige så gerne bliveved med at være arbejdsløs. Hun slikkede et par sukkerkorn affingerspidserne.

- Ja, det skal nok blive sjovt. Når han bliver hundrede, såsidder han der som landets mest konservative statsminister sidenEstrup. Han begynder med pornoen og den frie abort, og før haner færdig, så er vi klar til at emigrere til Iran.

- Tror du ikke, du skulle prøve at holde dig lidt på afstand afham et stykke tid? Du får bare en værre ballade.

- Jamen, det er da ham, der ikke vil lade mig være i fred, Anna.Jeg tog såmænd bare hjem for at hilse på min mor. Vi havde detrigtig hyggeligt med kaffe og gamle familiebilleder, og så komhan for en gangs skyld tidligt hjem. Karin slog med hovedet, ogder opstod et øjebliks pause.

- Nå, men vi gider ikke bruge mere tid på den gamlestivstikker. Nu skal du bare høre om en rigtig weirdo, jeg stødtepå i Egå. Karin kastede sig ud i en bizar historie om en af depersonligheder, hun havde mødt på sin vej.eeeeeLars og Annas søndagsbesøg i Viborg fulgte det sædvanlige

ritual. Masser af kaffe og hjemmebagte boller og rå æblekage, forat det ikke skulle være løgn. Ingen overraskelser her. Annas morvimsede rundt for at servicere svigersønnen så godt som muligt,og piskefløde var jo ikke anført på listen over forbudte våbenendnu. Annas to storebrødre havde pænt velsignet familien medfire børnebørn, men den mindste var på vej ud af den nuttedealder i raketfart, og så var der kun Anna at håbe på.

- Jeg kigger lige til stegen. Mor smilede som et helt ægteskab-sbureau i retning af Lars.

Anna havde ikke tænkt over det før, men i dag var hun sikkerpå, hele verden havde sammensvoret sig om at få hende gift.Sikken et held, at mor ikke anede, det her stykke svigersønma-teriale havde været mør i næsten et halvt år, for Anna havde nokat gøre med at holde Lars fra kirkedøren.

- Nå, hvordan gik det så med dit kursus? Annas far tænkteslet ikke på, at det var nu, der skulle holdes ophørsudsalg.

- Åh, det var rigtig interessant. Det var kun for salgsledere, sådet var meget målrettet. Du ved, strategien er jo, at når man erblevet forfremmet, så skal man ikke bare lade stå til, men straks

� dorte hummelshøj jakobsen

sætte sig et nyt mål. Hvad er det næste, oplagte karriereskridt?Lars var lige ved at vælte sin kaffekop, men skyndte sig at reddeporcelænet.

- Øh, altså, når man er blevet udnævnt til salgsleder, såbegynder man at se sig om med det samme og overveje, hvor derkan komme en åbning i form af en afdelingschefstilling i løbet afde næste par år. Planlægning på den lange bane, som man siger.

- Ja, det er da klart. Far nikkede, mens han holdt piben sålangt væk fra Lars som muligt.

Anna havde hørt en hel del om det kursus i forvejen. Nuvidste hun oven i købet, at det var en stilling som afdelingschef,der lå i luften. Sammen med en moccafarvet arkitektvilla medavancerede glaspartier i stedet for ordinære vinduer, og enmatchende afdelingscheffrue og et par kvikke afdelingschefbørnoven i som bonus. Det lå minsandten også og hvirvlede rundt iluften.

- Men nu skal du altså fortælle os, hvad de har sagt påsygehuset. Anna lagde en hånd på sin fars skulder.

- Åh, du ved, de tager en masse blodprøver og klistrermærkater på i en hel regnbue af farver, så laboranterne kanmore sig med at sidde og tælle røde og hvide blodlegemer. Ogbagefter er der såmænd ingen, der er stort klogere. Kom I helleremed ud i frugthaven; det bliver en rigtig god sæson. Hans stride,gråsprængte hår stod lige i vejret efter middagssøvnen, armenelå stædigt over kors og modsagde de livlige, grågrønne øjne ogdet hyggelige, fynske tonefald.

Mere snak om undersøgelser og blodprøver blev det ikke til,før Anna og hendes mor trak sig tilbage til kartoflerne i køkkenet.Tværs over gryden fortalte mor hende hviskende den smule, hunhavde fundet ud af.

Kræft. Hendes far. Anna ville overhovedet ikke tro det; sådannoget skete ikke i hendes familie. Og far var ikke mere end ligefyldt halvfjerds! De spiste kalvesteg efterfulgt af frisk frugt medråcreme, og alle lod ihærdigt som om.

Anna brød kun overenskomsten én eneste gang søndag aften.Pludselig hørte hun sin egen stemme spørge: – Far, er det ikke påtide, du fortæller mig noget om farmor?

Der blev helt stille, mens en engel adstadigt valsede gennemstuen. Syv sekunder for længe, mindst. Så gentog hendes farpræcis det samme, som han altid havde sagt: – Farmor var ensmule underlig, andet er der ikke at sige om det. Er der ikke

anna märklin (uddrag) �

en af I hjælpsomme unge mennesker, som kan række mig denkaffekande der?eeeeeAnna vidste, at hun var døbt Anna efter sin farmor og

Birgitte efter sin mormor. Hun hed Jensen ligesom sin far, ogmellemnavnet Storm, som hun brugte, når som helst hun kunneslippe af sted med det, stammede fra hendes mors side. Hendesmor fortalte gerne om sit livlige og hyggelige barndomshjem,men hendes far nægtede pure at tale om sin barndom. Alle ogenhver kunne jo høre, at han var vokset op på Fyn, og Annavidste, at hendes farmor havde heddet Anna Nilsson, indtil hunerhvervede den pæredanske etiket ved sit ægteskab med farfar,Nikolaj Jensen.

Farmor var født i Sverige, så meget var der da sevet ud mellemlinierne, og det gamle bryllupsbillede viste, at hun havde væretspinkel og smuk, men ellers var farmors liv som en lukket bog.Farmor var underlig. Jo, men hvordan var hun underlig? Hunkunne da ikke have været ravende sindssyg, ikke i tredivernesDanmark, for så havde de spærret hende inde på en anstalt, ellerallermindst tvangssteriliseret hende, før de slap hende ud blandtfolk. Men farmor var blevet gift og havde født et barn, så det hangikke rigtigt sammen.

Da Anna var barn, havde hun accepteret det uden videreforklaring. Der var så meget, hendes far ikke brød sig om at taleom. Sygdom og død, krig og ulykker. Tingene forandrede sig ikketil det bedre, fordi man talte om dem, påstod han. – Hvis manikke har noget godt at sige, kan man lige så godt holde mund.Hmm. Det havde heller ikke betydet noget for hende, menshun fjollede rundt til gymnasiefester og prøvekørte drengene iklassen efter tur, men nu, hvor hun selv nærmede sig de tredive,oplevede hun en voksende trang til at vide noget om sin slægt.Hun havde hørt så meget om sin mors barndom i Viborg, atdet næsten var, som om hun selv havde været med, men farmorog farfar! Man skulle tro, far var blevet leveret på hendes morsdørtærskel som et fuldvoksent hittebarn. Men hvis hun sagde dettil far, lo han bare og forsikrede hende om, at han var vokset oppå en ganske almindelig lille gård på Fyn.

Og nu havde hendes far. . . kræft. Hun sagde ikke ordet højt,hun nøjedes med at tænke det lige så stille inde i sig selv, forhvis man ikke havde noget godt at sige. . . Arrigt smækkede hunkøleskabsdøren i og vidste godt, at hun kom til at tørre en sø afmælk op, næste gang hun lukkede det op. Han kunne bare vove

� dorte hummelshøj jakobsen

på at dø! Og hvis han virkelig skulle finde på det, så kunne hanbare vove på at snyde hende for en farmor og farfar. Vidste hanikke, at det var sådan noget, asiatiske adoptivbørn fik traumeraf og rejste til verdens ende i dyre domme for at finde deresbiologiske familie?

Lars var taget af sted på arbejde for længst, og hun havdefri i dag, så der var ikke nogen som helst at brokke sig til. Hunhavde prøvet at slappe af med fed musik og en god krimi, mennu sad hun bare her ved køkkenbordet og tegnede kruseduller påindkøbsblokken. Yoghurt og rugbrød. Rucola, tomater og pasta.Affaldsposer. Noget til at afkalke kaffemaskinen med. Den havdeallerede snorket i ugevis. Affald og afkalkning, så typisk for enmandag. Hun slog albuen mod bordpladen og ømmede sig; hunhavde en gammel, vissengul plet lige netop der. Affældig. Hvisikke hendes far ville hjælpe hende, hvordan fandt hun så udaf mere om sin farmor? Hendes ældre brødre havde hovedernefulde til randen af deres egne familier og skældte bare ud, nårhun ikke ville lade far være i fred.

Anna Nilsson. Når man var belemret med et sennavn, kunneman ikke bare begynde at søge i blinde. Hun så for sig den enehyldekilometer efter den anden af arkivalier med navnet Nilssonpå. Goddag, jeg vil gerne vide noget om Anna Nilsson fra Sverige.Hæ! Farfar hed Nikolaj, det var en anelse bedre. Anna vidste, athan var født på Faaborgegnen omkring . Men når det varFyn, så nyttede det ikke engang noget at gå på landsarkivet iViborg.

Hun havde skrevet Anna Nilsson, Anna Nilsson, Anna Nils-son den ene gang efter den anden på den linierede blok. Måskeskulle hun prøve at spørge i Fakta eller kigge på hylden medlæskedrikke? Hun rev siden af og skubbede stolen tilbage. Nedat købe ind, så kunne hun ringe hjem i eftermiddag og spørge tilfar. Det lød godt; så ville hendes mor måske til gengæld være enlille smule eftergivende, for hun havde trods alt kendt farmor.

Anna trådte på en æggeskal på trappen. Den knasede ogblev til en million bittesmå, hvide splinter. Det kunne man dakalde brækket hvid. Der var virkelig ikke noget at tage fejl af;Karin var for alvor kommet hjem. Anna skævede til det hvideporcelænsskilt. Sært, at sådan en perfektionist ikke var i standtil at gå ned med skraldeposen uden at spilde. Hun var velikke allerede på noget igen? Man måtte håbe, hun fik tørret opefter sig, før Lars kom fra arbejde. Anna skrabede lemfældigt sinskosål af mod kanten af trinene.

anna märklin (uddrag) �

Farmor havde ikke levet længe nok til at opleve selve bryllup-pet, men Anna vidste, at hendes forældre havde købt de smalleguldringe og pænt vist dem frem på Fyn, fordi farmor var syg ogaldrig ville komme til at se sin søn stå i kirken og love troskab, tildøden jer skiller. De havde faktisk gjort det, far og mor, selv omkirkebryllupper var på retur den gang. Inderst inde syntes Anna,kirkebryllupper var smukke og romantiske, men hvordan kunneman stå der og love sig selv væk til et andet menneske uden atvide, om det ville blive for fyrre eller halvtreds år eller mere?Hendes mor turde, men hun var jo også blevet gift med far. Annaborede en hjørnetand så hårdt ned i underlæben, at hun kunnesmage blod.eeeee- Anna, far skal indlægges. De vil operere ham i morgen eller

fredag. Mor ringede allerede onsdag.- Opereres? Men jeg troede . . . Anna standsede, usikker på,

hvad hun egentlig havde troet.- Jamen først regnede de også med strålebehandling, men nu

mener de åbenbart, det er bedre med en operation. Og så er detselvfølgelig bedst at få det overstået så hurtigt som muligt.

Anna stirrede stift på de afhøvlede brædder på det gamlekøkkengulv, som skrånede voldsomt ned mod det ene hjørne.Viceværten påstod, det var fundamentet, som sank. Anna sagdeikke noget videre til sin mor. Lige pludselig var der et eller andetmed hendes stemme, så efter lidt hosten på skrømt meddelte hunbare, at hun ville komme hjem fredag aften og blive hjemme heleweekenden. Hun vidste jo godt, at hun ikke kunne komme til attale rigtigt med sin far, før han kom til sig selv efter operationen,og så var der nok trods alt mere fornuft i at passe vagternepå biblioteket, til hun fik weekendfri. Snusfornuft, dit navn erkvinde.

Lars kom hjem fra arbejde og holdt om hende i et væk. Igensagde hun så lidt som muligt. Ordene blev ikke kød og tog boligiblandt os, før nogen sagde dem højt, vel.

Hun smed lidt tilfældigt tøj og toiletsager i sin weekendtaskeog hev prøvende de røde roser op af vasen ude i køkkenet. Enstank af snigende råddenskab bredte sig omkring hende, og hunlod hurtigt hele bundtet dumpe ned i skraldeposen med deslimede stængler øverst.eeeee- Din far er sådan en dejlig og tålmodig patient. Den rød-

hårede sygeplejerske klappede Anna på armen i forbifarten.

� dorte hummelshøj jakobsen

Det er jo godt for sygeplejerskerne, tænkte hun vrissent.Imens udbredte lægerne sig om prognoser og fremtidsperspek-tiver, som om de var midt i en konference om velfærdsstatensudvikling, og hendes mor talte stilfærdigt om små dagligdagsbegivenheder.

- Jeg kunne vel ikke få dagens avis? Hovedpersonen opførtesig som en stilig hotelgæst, uanset om han kastede op, fikmålt puls og blodtryk eller prøvede at spise de blodfattigediætmåltider, hospitalet kaldte mad. Sværme af skønne sygeple-jersker svævede omkring ham og leverede alle deres uigennem-skuelige serviceydelser, og de faldt alle med et brag for hansfynske charme, mens Anna skinsygt sad og holdt øje med demfra sidelinjen.

Brødrene kom på korte sygebesøg med deres livlige familierog vindruer i knitrende papirsposer, men selvfølgelig var detAnna, som fulgtes med sin mor hjem til det alt for store ogstille hus på Gammel Århusvej. Hun ventede pænt, til de havdeinspiceret den elskede have og sad bænket med hver sin kaffekopforan sig, før hun indledte sit nøje planlagte angreb.

- Mor, hvilken del af Sverige stammer farmor fra? Hunfangede sin mors blik og holdt det fast; denne gang skulle hunikke få lov til at slippe.

- Farmor og farfar boede på Fyn.- Mor, altså! Hvis du vil have, at jeg skal lade far være i fred, så

fortæller du mig, hvad du ved om farmor! Hun viftede aggressivti luften med sin teske.

- Anna, det mener du jo ikke alligevel.- Nej, men du bliver altså nødt til at hjælpe mig. Om jeg

så kilder far under fødderne, så lukker han jo aldrig familiensskeletter ud af skabet alligevel.

Mens Anna forbløffet så til, rejste hendes mor sig og gikdirekte hen til det gamle skrivebord i hjørnet af stuen, hvor hunlåste den øverste skuffe op og halede en lille, sort bog frem. Hunrakte den til Anna og lod hende drage sine egne konklusioner.

Hun sad med noget, som ikke kunne være andet end en salme-bog, i sine hænder. Den lå i det oprindelige, sorte paphylster, ogden slidte bog indeni havde guldsnit og falmede guldbogstaverpå ryggen af bindet. ”Psalmboken”. Hun slog op på første side. Enlillebitte, alvorstung svensk salmebog, ´av konungen gillad ochstadfäst år ´. Og så fandt hun det. ´Anna Märklin, Fredriks-dal ´ stod der, med spinkle, snirklede blækbogstaver.

- Anna Märklin? Jamen, farmor hed da Nilsson, indvendte

anna märklin (uddrag) �

hun. Hylder med lange rækker af legetøjstog kørte rundt forhendes indre blik. – Märklin, er det overhovedet et svensk navn?

- Jeg ved ikke andet, end hvad der står i din farmors konfirma-tionssalmebog. I hvert fald ikke noget, som kan hjælpe dig medat finde fars familie. Det er det Fredriksdal, som ligger i Småland.Det er i nærheden af Jönköping, så vidt jeg husker.

- Men du har da kendt hende?- Hun var jo allerede meget syg, da jeg lærte far at kende.

Anna var et meget stilfærdigt menneske, og hun snakkede aldrigom sin fortid.

- Farmors fortid. I snakker minsandten altid, som om farmorhar været tugthuskandidat eller løs på tråden, spruttede Anna.

- Og du snakker, som du har forstand til. Med den langeuddannelse du har, så skulle man da tro, du kunne få noget udaf din farmors konfirmationssalmebog, så vi andre kan få lov atvære i fred! Hendes mor havde fået røde pletter på kinderne.

- Undskyld, mor, selvfølgelig kan jeg det. Jeg er vist bare lidtovervældet over salmebogen. Og jeg kan jo ikke bare sådan fareaf sted til Småland.eeeeeAnnas far blev sendt hjem igen efter et par uger med en diæt,

som skulle overholdes på livstid. Hvad er livstid i Danmark?I bedste fald seksten år, i værste fald. . . ? Men far nød at værehjemme på sin egen lille plet jord, selv om han ikke havde et helthof af underskønne sygeplejersker til at varte sig op, og overlæ-gen garanterede næsten, at han kunne få en god sommer, hvis hanpassede lidt på sig selv. Hele familien bød ham velkommen hjemmed en lille sommerfrokost, letfordøjelig mad til hovedpersonenog massevis af jordbær med is og fløde til alle de andre. Bagefteroverlod de yngre generationer forældrene til sig selv, så deres farkunne få den ro og hvile, han havde behov for.

- Og en enkelt smøg i ny og næ, hviskede han med etgavtyveglimt i øjet.eeeeeAnna selv var færdig med sit vikariat på Skive Bibliotek og

havde meddelt arbejdsformidlingen, at nu tog hun altså en ugesferie.

- Jeg får ikke noget ordentligt at lave på den her side afskoleferien, og det nytter alligevel ikke, at jeg sidder lårene affar lige nu, så hvorfor skulle jeg ikke tage en hurtig lille tur tilSmåland.

� dorte hummelshøj jakobsen

- Småland? Jamen selvfølgelig tager vi da til Småland. Jeghavde egentlig tænkt mig at overraske dig med et par billettertil Berlin. Vi kunne flyve derned og så tage et par dage på ethyggeligt lille hotel. Berlin er jo ret hot lige nu. Men når duhellere vil til Sverige, så gør vi selvfølgelig det, skat. Lars varsimpelt hen så sød og så solidarisk.

- Men er du sikker. . . Har du virkelig lyst til at bruge din feriei Sverige?

- Selvfølgelig mener jeg det da, Anna. Vi må jo have fundethende der din mystiske farmor. Han holdt om hende og nappedehende blidt i nakken med sine læber.

Anna slappede af og lænede sig ind mod ham. – Jamen jeg kanaltså godt tage af sted selv. Så kunne vi jo tage til Berlin sammenen anden gang.

- Pjattehoved. Selvfølgelig tager jeg da med dig til Småland.Han rodede op i hendes hår og lod ligesom tilfældigt sin andenhånd glide indenfor hendes bluse.

Hun var lidt træt men gav efter uden diskussion. Hun villeegentlig gerne beholde sin underlige farmor helt for sig selv. Mensamtidig trøstede hun sig med, at det hele som regel gik megetgodt, når de bare var hjemmefra.eeeeeAnna vaskede og pakkede nærmest simultant, mens Anne

Linnet sang til for fuld udblæsning, men en kop kaffe hos Karinskulle der være tid til. Hendes alibi var, at hun var nødt tilat finde en til at vande sine tre pjuskede potteplanter, meni virkeligheden havde hun store forventninger til alt det, hunskulle have drøftet med Karin.

- Din stakkel! Hvor må det være forfærdeligt for dig. Karinslog sine lange arme om Anna og gav hende et ordentligtbjørnekram. – Kom med ind og sæt dig, så drikker vi en kopkaffe og snakker om det.

Anna blev halet med i slipstrømmen af smalltalk, og før hunvidste af det, sad hun og tronede i Karins bedste lænestol.

- Se her, jeg har lige bagt en lækker æbletærte. Man skullenæsten tro, jeg vidste, du ville komme. Karin hviskede konspira-torisk, mens hun satte kopper og tallerkener på bordet.

Anna tog en dyb indånding og lænede nakken tilbage modstolen. Hun havde hevet benene op under sig og sad med kaf-fekoppen i skødet.

- De har fjernet en del af hans mavesæk, men de siger jo,at man sagtens kan klare sig, så længe man bare har et stykke

anna märklin (uddrag) �

tilbage. Hun kunne mærke, hvordan noget løsnede sig i hendesegen mave.

- Lægerne kan jo rigtig meget, Anna. Der er en lang rækkekræftsygdomme, hvor de har gjort kæmpestore fremskridt desenere år. Karin gav hendes hånd et klem og læssede en ekstraskefuld fløde oven på hendes æbletærte.

- Og hvad med dig? Hvad har du gået og lavet, mens jeg harværet i Viborg?

- Mig? Jeg har vist mest gået og nusset rundt herhjemme.Karin trak på skulderen.

- Det er jo ikke fordi, jeg vil blande mig. Der var bare enaften. . . Ja, jeg hørte altså lyde herinde. Anna plukkede lidt isømmen på sine bukser.

- Nå ja. Det er nok ikke alle mine venner, der tænker ligemeget over, hvor lydt der er mellem lejlighederne. Du må megetundskylde, hvis vi har ødelagt jeres nattesøvn. Skal jeg hente enkop kaffe mere til dig?

- Jo, men jeg tænkte på om. . . om du måske havde mødt en,som for alvor er. . . Anna havde allerede ordet klar på tungen, dahun hørte det forsigtige host inde fra Karins soveværelse. Hunblev rød i hovedet og sagde ikke mere.

- Anna, altså. Behøver du virkelig være så tantet? Det er bareOnkel Henry, som for en gangs skyld har sovet længe. Han erærlig talt mere genert, end du er, så kan du ikke bare ignorereham? Den stakkels mand lytter jo ikke eller noget, han står barederinde og gør sit bedste for at ligne en standerlampe. Karindæmpede sin stemme endnu en tand.

Karin var Karin, men Anna sad og smuldrede det sidstestykke æbletærte mellem fingrene. Karin havde ikke andet endsex i hovedet, og så var det da ikke til at tale med hende omalvorlige ting.

- Ja, men I bliver væk en uge så?- Ja, det er alt, hvad det kan blive til. Arbejdsformidlingen

holder mig i stramt tøjr. Hvad med dig, skal du ud at rejse isommer? Anna prøvede at tage sig sammen, men hun kunne godthøre, hun lød tvær.

- Nej, jeg har jo lige været væk i flere måneder, jeg må hellerese, om jeg kan få rettet lidt op på finanserne. Det er det renebundskrab lige i øjeblikket, men en af mine bekendte har skaffetmig et job på en bar, eller rettere en slags klub, i Viborg. Det, devil have, er godt nok ikke helt min sædvanlige stil, men det erslet ikke så dårligt betalt. Jeg vil også godt have foden indenfor

� dorte hummelshøj jakobsen

i miljøet. ´Purple Lounge´ hedder det, og det er sådan et lidtavanceret sted. Jeg har hørt, de skulle have nogle prominentegæster ind i mellem. Karin lo og blinkede frækt til Anna.

- Penge er der jo nok af her i verden, det drejer sig bare om atfå dem fordelt lidt bedre.