13.12.2017 AXEL ONLINE #4

ALL ABOUT POPCORNNordisk Film vejrede morgenluft og var hovedsponsor til Filmværkstedets Picture This_17 seminar i foråret, om den nærmeste digitale fremtid. Steen Dalin rapporterer.

Af Steen Dalin

Når teknologierne kom til kort, kunne alle de indbudte presenters på Picture This_17 trods alt blive enige om, at uden Inkaernes ældgamle snack går det slet ikke.

DFF-logoet fyldte godt op blandt de øvrige sponsorer på det store lærred i Bio Carl, da Filmværkstedet torsdag den 30. marts 2017 inviterede til et seminar i Cinemateket om (endnu en gang) nye tilgange til fremtidig fi lmproduktion. Sammen med værkstedets leder, Prami Larsen og Ulrik Bülow, som hovedsponsor for Nordisk Trust, præsenterede moderator Kate Bulkley dagens program. Hun bad ved håndsoprækning publikum identifi cere deres faggrupper, så det blev lidt pinligt, da kun to arme røg i vejret for fotograferne, undertegnede medregnet. DFF’s bidrag var Rolf Coulanges BVK foredrag om fi lmbilledets udtryk i digitale tider, som én ud af 9 præsentationer i løbet af dagen. Men herom senere.

De bedste pas i verden - not anymore!Kate Bulkley er professionel fi lmjournalist og ofte benyttet som vært ved denne slags

events, hvor hun med et formidabelt klarsyn speed-snakker, men også holder punktligt styr på deltagernes tidsplan. Hun fortalte, at hun ofte havde pralet med at besidde de to bedste pas i verden (USA & UK), som nu pludselig havde forvandlet sig til de to værste af slagsen - og det var ikke den eneste hentydning til Trump og Brexit i løbet af dagen.

Prami takkede personligt Jan Weincke for den

store hjælpsomhed og Ulrik Bülow lagde ud med en forklaring på Egmonts involvering og sponsorering af seminaret: For 111 år siden var fi lmteknologien en billig eksport succes for Nordisk fi lm, men med ny teknik (talefi lmen) mistede Nordisk Film meget hurtigt førertrøjen og det verdensomspændende engagement. Men med de digitale forbedringer vejrede man morgenluft ude i Valby. Hvad kun Hollywood førhen kunne præstere, kan nu lade sig gøre med en langt slankere pengepung.

2

ALL ABOUT POPCORN

Nordisk Film blev hægtet af verdenseliten på grund af dén tids ny teknik – tonefi lmen. Men med den digitale

omvæltning kan Hollywood igen få kamp til stregen

3

Spielbergs Minority Report fra 2002 opbyggede en virtuel verden i production design, som alle led af fi lmproduktionen kunne trække på

Lineær eller cirkulær fi lmproduktion?Derefter kom (direkte fra Hollywood!) Alex McDowell og fortalte om ‘tribal storytelling’. En form for interaktiv fortælling rundt om bålet, der har eksisteret i hele menneskehedens tusindårige historie, men som blev endegyldigt ødelagt i år 1414. Da opfandt Gutenberg nemlig trykpressen og ‘screwed up everything’.

Han var da ganske vist kun 14 år gammel, så gennembruddet skal nok sættes lidt senere, men hvad pokker! Revolutionen betød, at den cirkulære fortælling med ét slag blev forandret til en lineær af slagsen, formidlet af ‘writers, poets, painters and Victorian specialists’, der nok skulle fortælle os, hvad vi skulle mene. Men med den digitale teknik er

bøtten vendt endnu en gang og den industrielle victorianske lineære fi lmproduktion synger på sidste vers, forudsiger han og eksemplifi cerede det med power-point og fi lmklip fra sit arbejde med Production Design i utallige block-busters. Som f.eks. Steven Spielberg’s Minority Report fra 2002 (DOP Janusz Kaminski).

4

Filmen foregår år 2054, men det var vigtigt for Spielberg, at den ikke blev opfattet som en Science Fiction fi lm. Derfor opbyggede de inden optagelserne en virtuel fi ktiv verden, som en slags opslagsbog, hvor alle tænkeligeaspekter ved et sådant samfund var belyst. Ikke bare tekniske aspekter, men også sociale, politiske og infrastrukturelle forhold, alt sam-men i en digital form, så alle medlemmer af fi lmholdet, til hver en tid, kunne gå ind og få svar de spørgsmål, der uvægerligt ville opstå under produktionen.

De forskellige fag af et fi lmhold befi nder sig i hver deres silo, så for at bryde den struktur har Alex McDowell arbejdet videre med at opløse fi lmproduktionen i sådan en cirkulær struktur. På Man of Steel (2013, instruktion Zach Snyder, DOP Amir Mokri) var de helt ude i detaljen med at skabe sprog, ortografi og skrift på Supermands hjemplanet Krypton, forudende rent fysiske aspekter, som sætstykker og props, elaboreret på et utal af 3D printere. Selvfølgelig kan produktionen og hele denne overbygning af et ødselt virtuelt production design, kun lade sig gøre på Hollywood budgetter. Og trods de fi ne intentioner, er resultatet jo stadigvæk en lineær fortælling, kunne man tilføje.

Det sidste eksempel på Alex McDowell teoretiske ‘World Building’ var af mere fysisk karakter. På The Terminal (2004, DOP Janusz

Kaminski) måtte Spielberg indse, at det var umuligt at låne og afl ukke en hel lufthavn under optagelsesperioden. Den Düsseldorf Airport, som Tom Hanks bevæger sig rundt i gennem hele fi lmen, blev rekonstrueret i fuld størrelse i en forladt fl yhangar. Alt var ægte, fra elevatorerne til restaurationernes menuer, og udenfor vinduerne kunne det 360 graders landskab styres fra nat til dag ved et tryk på en

knap, der også skiftede den interiøre lyssætning.

København oversvømmet 2098Hvilket bringer os videre til næste oplæg, for herhjemme har instruktøren Max Kestner, i mindre målstok og med en rekonstruktion af en etage på SAS Royal Hotel, foretaget sig nøjagtig det samme i sin første spillefi lm Man Divided, med den besynderlige danske titel QEDA (2017).

5

Dansk Science Fiction i digitale klæder. QEDA viser det kan lade sig gøre, selv på danske budgetter

6

Pas de deux på Statens Museum for Kunst mellem en danser i kød og blod og én digital. Skabt ved hjælp af Motion Capture

Filmen foregår i et (pga. klimaopvarmning) oversvømmet København anno 2098 og alene de mange scener med bådfart på de vandfyldte Nørrebro- og Vesterbrogade krævede al opfi ndsomhed af DOP Rasmus Videbæk DFF og VFX Martin Madsen. Først og fremmest til at forenkle så meget som muligt, for at holde omkostningerne nede. Nu kunne man jo frygte, at det drejede sig om en Reptilicus II sequel, men de klip vi så var faktisk ret så overbevisende. Til interiør optagelserne i SAS bygningen, havde man opbygget en kulisse og en rundhorisont med frontprojektion udenfor vinduerne, som i lighed med The Terminal kunne skifte mellemdag og nat, styret af computerne. Fremforgreen-screen havde det den fordel, at lys afsmitningen udefra havde den rette ambience, og det var enkelt at komponere forgrund og baggrund, for man kunne observere billedets balance on the spot i søgeren, og ganske enkelt fl ytte kameraet, uden tekniske dikkedarer og medfølgende problemer med matchning af for- og baggrund.

Et nyt must have: A motion capture suit Så var der Sophie Bech fra fi rmaet ROKOKO, der først imponerede med en trailer, optaget med et evigt bevægeligt kamera i nybygningen på Statens Museum for Kunst, hvor en danserbliver spejlet af sit kvindelige virtuelle modstykke i en fejende fl ot pas de deux.

7

Smart Suit demonstreret af Sophie Bech fra fi rmaet ROKOKO i Filmhusets omgivelser

Pauserne blev brugt til visualisering af de nye teknikker

Det som slog benene væk på samtlige tilstedeværende var enkeltheden og de lave omkostninger i, at skabe en animeret fi gur, som interagerer live med en danser i kød og blod, men iført et Motion Capture Suit, som kunne erhverves for kun 2.500 $. Firmaets egen software følger med, trådløst over wi-fi , selvfølgelig. Hvorefter hun foran vores øjne iførte sig et sådant smartsuit, så hendes bevægelser blev til en fi gur oppe på lærredet,der kunne ændres fra en modeldukke (af den slags tegnere bruger), til en grøn frø, til en drømmeagtig fl od af lys eller lige hvad man ellers måtte ønske sig.

8

Veselin Efremov viste med en 5 minutters fi lm Adam, hvor tæt spil-teknologien er kommet fi lmens verden. Men produktionen er anderledes – alt kan ændres, hvornår som helst

Samme teknik kom til fuld udfoldelse hos fi rmaet Unity Technologies’ præsentation med garantien om at ‘Game Technology Revolutionizing Film Production’. Art directorVeselin Efremov præsenterede derefter en meget overbevisende kortfi lm, om en robot, der bliver bevidst om sig selv og de koncentrationslejr-lignende omgivelser, den befi nder sig i. Den fem minutter lange Adam er udelukkende produceret for ‘sjov’ og for at vise hvor langt spil-teknologien har bevæget sig ind på fi lmens område. Men den eneste lighed med en ordinær fi lmproduktion er, at robottens bevægelser er simuleret med en skuespiller i et Motion Capture Suit. Der er således ikke en gang tale om en fi lmoptagelse,men udelukkende en digital overførsel af skuespillerens bevægelser, som udgør det virtuelle skelet, som resten af fi lmen er bygget op over.

9

Vermeer malede The Astronomer med sans for lys, dybdeskarphed og valg af optik, som var ukendt i 1668

Filmens instruktør (også Veselin Efremov) var ikke meget for at fremlægge et budget, men han kunne fortælle, at ‘fi lmholdet’ bestod af otte personer, der aldrig nogen sinde mødtesi det virkelige liv, men fra hver sit verdenshjørne havde lagt cirka et halvt års arbejde i produktionen, som de hver især lagde ind i ‘The Engine’, som han konsekvent kaldte fi rmaets mega-computer. ”Jeg har aldrig lavet et manuskript,” forklarede han, ”for jeg ved ikke hvordan man laver en fi lm, og jeg er også ligeglad.” Dét her er en fuldstændig anderledes ball-game, for hvor en almindelig fi lmproduktion låses fast, så snart manus er klart, når location og forproduktion er defi neret og når optagelserne er i kassen og eventuelle ændringer begrænser sig til de justeringer, der kan foretages i klipperummet, så er det i den virtuelle verden muligt at ændre på ALLE parametre på et hvilket som helst tidspunkt i produktionen. Således blev Efremov, kun et par timer inden den endelige præsentation af Adam, voldsomt irriteret over kameragangen og satte sig ned og ændrede samtlige indstillinger, vel at mærke uden at det blev nødvendigt at justere et komma i resten af postproduktionen. Man kan næsten påstå, at der ikke er væsentlig forskel i hele forløbet mellem pre- og postproduktion.

Filmbilleder og klassiske malerierEfter formiddagens krystalklare totalitære digitale løben amok, fi k man sig en lille pause med fi losofi ske overtoner gennem Rolf Coulanges’ foredrag om ‘Quality of the Image in Digital Times’. Mange DFF’ere vil være bekendt med hans sammenstilling af fi lmbilledet med klassiske malerier, som f.eks. The Astronomer af Johannes Vermeer.

10

Rolf Coulange BVK med Edward Hopper’s ikoniske Nighthawks

I renæssancens Holland anno 1668 kendte man nok til Camera Obscura og Camera Lucida, men teknikken blev udelukkende brugt som perspektivisk hjælpemiddel og der var langt til en erkendelse af et optisk dannet billede. Alligevel udviser ovenstående maleri en forblø� ende forståelse af lys, optik og dybdeskarphed, som om Vermeer havde haft et kamera i hænderne. Senere, i 1864 er fotografi et en realitet med den tids overvældende store glasplade negativer, men se, om ikke Jean-Baptiste-Camille Corot laver et oliemaleri Souvenir de Mortefontaine, der skaber et bindeled mellem det realistiske og det slørede, næsten impressionistisk, men uden impressionismens stærke farver - som et landskabsbillede på en kornet celluloid. Amerikanske Edward Hoppers ikoniske Nighthawks fra 1942 udviser en steril scenografi - kun barens gæster står skarpt aftegnet.

“Reduction of the elements” kalder Rolf Coulange det og understreger dermed sin pointe, at det digitale fotografi tvinger os til at tage æstetisk stilling til billedet, eller som Robby Müller udtrykker det: ”Avoid beautiful pictures.” Desværre er Coulange meget tør og professoragtig, og med dén hang til nostalgisk længsel efter det celluloid baserede fi lmbillede, der klæber til mangen en pensions-truet fotograf. Når han så fremhæver et grimt, kornet Super16 sort/hvid stillbillede

11

I pauserne var der mulighed for, at afprøve Virtual Reality

af Christian Berger fra Michael Haneke’s Das weiße Band, tror jeg nok et yngre publikum står af. Kunne e� ekten (hvis det var ønskværdigt) mon ikke lige så godt være opnået i posten med et digitalt billede?

4K - 8K- HDR - VR - og ARMen Coulange blev reddet på stregen af sin yngre kollega Jan Frölich fra Arri. De to har arbejdet intenst sammen og Frölich satte til gengæld industriens jagt på fl ere pixels og mere lys lidt i perspektiv: Fra 4K til 8K og nu HDR - men med hvilket formål og til hvad nytte, tilføjede han? Arri deltager selvfølgeligi ‘våbenkapløbet’ og deres kameraer ER forberedt til High Dynamic Range (så fi k vi lige akronymet på plads). Men der opstår menneskelige perceptionelle problemer ved at lukke mere og mere lys ud af fl adskærmenehjemme foran sofabordet. Uhyre enkelt og pædagogisk viste han den samme fi gur i to udgaver: En fi rkant, der bevæger sig hen over lærredet med 25 billeder i sekundet. Den første var der ingen problemer med, men da han gør billedet lidt lysere med nøjagtig samme fi gur i bevægelse, begynder fi rkanten at stroboskopere helt vildt. Konklusion? Et lysere billede vil kræve en højere frame rate! Helt op til 120 - 240 Hz bliver diskuteret. Den nuværende er helt fi nt til stillestående landskabsbilleder, men vi laver jo moving images som han sagde, ” så i fremtiden må I fotografer helst ikke panorere og sørg for, at

der er så lidt bevægelse som muligt i billedet.” Dog sagde han det med et ganske skævt smil, mens man venter på nye industri standarder for billedhastigheden.

I øjeblikket er den digitale verden ved at gå amok over den seneste trend: Virtuel Reality! Det minder mig lidt om al hysteriet ved den tredje opblomstring af den stereoskopiske fi lm for ganske få år siden. Til festivalerne vrimlede

det med 3D, men hvor er de alle sammen henne nu? Om ikke andet, så var teknologien medvirkende til at presse udviklingen afdigitale projektorer og omkalfatre et stort antal 35mm biografer til digital drift. VR som koncept opstod groft sagt samtidig med de første 3D biogra� lm i 50’erne, men blev først en praktisk mulighed med computer teknologi i 1990’erne. Store klodsede hjelme med legoagtige digitale billeder. Det er den

12

Sengeliggende VR-oplevelse med et kunstigt pust af vind fra papstykker og et kærligt håndtryk af den virtuelle sygeplejerske

rivende software udvikling, som lige pludselig kan generere et overbevisende billede, der er skyld i den nuværende bølge.

Men helt ærligt - når man én gang har prøvet at have en VR-dåse på hovedet og vende sig

benovet i alle retninger, savner man hurtigt et formål med al besværet. Udover den klaustrofobiske følelse af, at være spærret inde i et lukket rum.

Flere af de indbudte professionelle udtrykte

deres skepsis i lighed med Nikolaj Sonne fra “So Ein Ding -” selv førnævnte, den på alle måder teknik begejstrede Alex McDowell, talte om det groteske i at have en box spændt på hovedet. Bagved Restaurant SULT havde man indrettet en to-sengsstue, hvor deltagerne i pauserne kunne lægge sig med VR-briller og opleve et virtuelt hospital. For at gøre det ekstra autentisk kunne ‘stewardesserne’, der hjalp de frivillige i seng, på en tv-skærm følge patientens oplevelser og på de rigtige tidspunkter vifte med papstykker, så de kunne mærke den svale brise, når vinduerne i det virtuelle hospital blev åbnet. Eller give de sengeliggende et knus med hånden synkront med håndsrækningen fra de virtuelle sygeplejersker i illusionen. Lutter cirkus og ballade, ikke sandt?

Dog ikke helt, for kombinerer man den virtuelleverden med brugerens direkte omgivelser bliver det først rigtig interessant. Mixed reality,suppleret virkelighed eller AR (Augmented Reality) er det nye dyr i åbenbaringen. Gennemsigtige briller lukker IKKE verden ude, men kombinerer den med illusionen, så du f.eks. kan prøve at møblere din stue med nye møbler uden at skulle køre ud i Ikea. Eller give dig nyttige informationer undervejs, mens du forsøger at reparere din brødrister. De praktiske muligheder synes uudtømmelige, og VR verdenen ser ud til at have fået fornyet entusiasme.

13

Amaury La Burthe viste med Notes On Blindness: Into Darkness at VR har kunstnerisk potentiale

Et kunstnerisk VR projekt Og så blev jeg alligevel taget med bukserne nede i Sults hjørne med VR og lidt senere inde i bio Carl til næste præsentation: Da Birmingham professor John Martin Hull i begyndelsen af 80’erne langsomt mistede synet, begyndte han at føre en dagbog på kassettebånd om sine iagttagelser af det tiltagende mørke og hvordan det psykologiskpåvirkede ham. Det blev efterhånden en form for overlevelse og hans helt egen måde at acceptere handicappet på. Han udgav et par bøger baseret på audio dagbøgerne indtil sin død i 2015. Dokumentaren Notes On Blindness (af Peter Middleton & James Spinney) blev i 2016 præsenteret på Sundance Festival sammen med et ambitiøst VR projekt: Notes On Blindness: Into Darkness.

14

Amaury La Burthe fortalte hvordan den amerikanske Marvel tegneserie Daredevil, der også udkom på dansk som Dæmonen, inspirerede ham til, at visualisere en blind mands

opfattelse af sine omgivelser i VR udgaven af Notes On Blindness: Into Darkness

Både fi lm og VR bruger Hull’s fortælling på kassettebåndene og Amaury La Burthe forklarede hvordan han fandt en måde at visualisere Hull’s blinde verden på: Som dreng var han begejstret for den amerikanske Marveltegneserie Daredevil (på dansk Dæmonen, 1967). Superhelten er blind, men orienterersig med sine andre sanser. Blandt andet er der en scene, hvor et regnvejr næsten gør ham i stand til at se omgivelserne, fordi lyden af regndråbernes sammenstød med omgivelserneskaber et audiovisuelt spøgelsesbillede. La Burthe skaber nu disse spøgelsesbilleder i kombination med Hull’s stemme på lydsiden - og e� ekten er bjergtagende: Gennem mørket og vejledt af Hull’s stemme, drejer man hovedet efter lyden af skridt, børnelatter, ænders pludren i søen og aner de blålige konturer af lydsidens landskab. Det er i hvert fald for undertegnede første gang VR tilbyder noget, der ligner kunst og ikke blot blodfattige, fortænkte tableauer. Men prøv selv at opleve en smagsprøve på Vimeo.

De sidste majskornSå var der lige to majskorn i min gryde, der ikke foldede sig ud som popkorn pga. manglende plads: Den ene var Allan O. Lükow, der allerede i 90’erne byggede sine egne motion control rigs og som jeg stiftede bekendtskab med via mit arbejde med model animation. Hans unikke rigs kunne også tracke med enkeltbilleder, når vi animerede. Nu

tilbyder hans fi rma Mo Copenhagen ‘preview on set’ når optagelserne skal følge en 3D skabt baggrund, hvad enten det sker med steadycam eller håndholdt. Der har været bud efter ham i Los Angeles, fordi han er billig og pålidelig. Den anden var en meget underholdende Peter Buckingham, der startede for 30 år siden som 35mm projectionist.

Hans veneration for udbredelse af art-fi lm og teknikker, der har det svært under den massive vægt af Hollywood, har gjort ham til et icon i Europa og i UK. Han lagde ud med at vise plakaten til Almodóvars seneste fi lm Julieta (2016, DOP Jean Claude Larrieu) og beklagede, at det var den første ikke engelsksprogede fi lm i mange, mange år, som i UK nåede op over de magiske 1 mill £ i indtjening. I lighed med amerikanerne gider englænderne ikke se fi lm på fremmede sprog. Som en passende afslutning på dette meget digitale seminar, gjorde han opmærksom på, at det ikke er længere siden end 2006, at han til en konference i Paris blev præsenteret for overskriften: No Need for Digital Cinema in Europe!

Fotos: Foto: Picture_This_17 - Tak til Nordisk Film Fonden

15

Peter Buckingham & Kate Bulkley lukkede og slukkede Picture This_17

16